Det fremskredne jordiske menneske begynder altså at ane eksistensen af en højere sanseform end den rent rum- og tidsdimensionelle. Men en anelse kan ikke blive til uden ved en eller anden påvirkning. En anelse er en virkning af en forudgående årsag. Denne årsag vil her være eksistensen af et "højpsykisk" tilværelsesplan. Når der eksisterer et sådant tilværelsesplan, og det er allestedsnærværende i universet, kosmos eller det daglige liv, kan de levende væsener ikke eksistere uden at være i berøring med dette plans virkninger. Disse virkninger er skjult for væsenet, så længe det ikke har sanser, med hvilke det kan korrespondere med nævnte plan. Men sanserne ville aldrig nogen sinde kunne blive til og eksistere uden som et resultat af påvirkninger. I årtusinder har storme fået træer og planter til at svaje frem og tilbage i skovene, ligesom somre og vintre, kulde og hede, lys og skygge, dag og nat i de samme årtusinder har virket ind på plantejegernes organismer og der afmærket sine virkninger. I tusinder af efterår har plantevæsener måttet afkaste deres løv for igennem tilsvarende tusinder af forår atter at forny deres organismer med nyt løv. Vi ser her det begyndende reinkarnationsprincip i sin første tågeagtige tilblivelse. Men livet går videre, og plantejegerne modtager stadig påvirkninger fra den ydre verden, som de endnu hverken kan høre eller se. Men ser vi ikke, hvorledes disse påvirkninger, der ofte ser ud som død og undergang, bliver til højere former for liv og sansning? – Er planteverdenen i vore dage ikke højst forskellig fra planteverdenen i fortidsskovene? – Ser vi ikke i dag planter, der kan begynde at åbne sig for lyset og varmen og lukke sig for nattens mørke og kulde? – Er denne evne ikke en begyndende sansning, en begyndende anelse om og en tilsvarende vekselvirkning med en for planten ukendt ydre verden? – Og hvad mener man om den kødædende plante? – Er den ikke i visse tilfælde i færd med, med sine klæbende safter, at udvikle i sig det dyriske mave- eller fordøjelsesprincip? – Begynder den ikke netop med disse safter at kunne fordøje animalsk føde rent bortset fra, at den allerede har fået evne til at udløse fangsttendenser? – Tror man ikke, at evnen til at åbne og lukke sine blomsteragtige fangarme og dermed fange insekter er et resultat af tusindårig vekselvirkning med naturen, og fortsætter denne vekselvirkning ikke stadig? – Går somre og vintre, kulde og hede, dag og nat, lys og skygge ikke stadig hen over jorden, hen over kontinenter og have, og tror man ikke vekselvirkningen vil blive kronet med held og bringe plantelivet frem til det dyriske eller animalske plan? – Tror man ikke, at plantevæsenet engang hinsides umådelige tidsrum skal nå frem til, ikke blot at æde og fordøje som dyret, men også komme til at se det sollys, de farver og former og høre de bevægelser eller energiudløsninger, det i dag kun kan ane? – Hvad er det i dag fremtrædende dyr eller animalske væsen andet end et sådant fremskredent plantevæsen, der nu har fået evne til at høre og se, hvad det som plantevæsen tidligere kun kunne ane? – Er det jordiske menneske ikke et sådant "dyr" i en så fremskreden eller udviklet tilstand, at det nu kan begynde at ane en endnu højere form for sansning eller livsoplevelse end den rent fysiske? – Er det ikke netop således, at der nu på jordmenneskets psyke banker en ukendt verdens virkninger på samme måde som den fysiske verdens virkninger i dag banker på plantevæsenets psyke? – Tror man så ikke, at ligesom den fysiske verdens påvirkninger skaber sanser og fuldkommengør plantevæsenets psyke eller forandrer det til "dyr", således vil den højere, ydre, psykiske verden, der nu banker på jordmenneskets psyke eller sjæl, også forandre dette væsen fra dets "dyriske", "lavpsykiske" tilstand til den virkelige "menneskelige", "højpsykiske" livsform, hvor det vågen dagsbevidst oplever og erkender sin høje identitet som tidens og rummets herre og skaber? – Hvordan skulle mennesket ellers blive identisk med "Guds billede efter hans lignelse"? –