Verdensaltet er en helhed. Selv for "lavpsykisk" sansning fremtræder denne helhed i "det begrænsede" og "det ubegrænsede". Livet kan også til en vis grad igennem "lavpsykisk" sansning fornemmes som to principper, nemlig som "det oplevende" og "det oplevede", der igen henholdsvis også kan udtrykkes som "skaberen" og "det skabte". Men igennem "lavpsykisk" sansning kan væsenet kun sanse i tids- og rumdimensioner og kan derfor realistisk kun sanse de tids- og rumforeteelser, skaberen, jeget eller det oplevende "noget" er indhyllet i. Derfor kommer nævnte skaber eller oplevende "noget" til at tage sig ud som en samling materie. Det er denne samling materie, vi kalder en "organisme". På det "lavpsykiske" plan bliver det levende væsens organisme, der er en "skabt" foreteelse eller en materiekombination, således opfattet som helhedsanalysen af det levende væsen, og dette vil altså igen sige, at det levende væsen bliver betragtet som materie, repræsenterende den eller den vægt og den eller den alder. Men en sådan analyse kan aldrig nogen sinde komme til at passe på noget, der er evigt og uendeligt. Derfor vil den "lavpsykiske" oplevelsesevne umuligt kunne tilfredsstille det oplevende evige og uendelige "noget" i organismen. Hvis det ikke var således, ville enhver form for opståen af mystik og overtro være en total umulighed. Mystik er jo det samme som erkendelsen af tilstedeværelsen af noget, man ikke forstår. Når der er mystik omkring det levende væsens liv, vil dette altså sige, at man erkender, at det levende væsen må have en højere analyse end denne at være en blot og bar "skabt materiekombination", og det er en kendsgerning, at alle, der skal til at dø, og som i forvejen får tid til at blive informeret om denne død, i virkeligheden tror fuldt og fast på at skulle leve videre. Hvis ikke, hvad havde de da at frygte? Hvorfor så frygte for straf for sin eventuelle umoralske væremåde? Hvis et væsen virkeligt hundrede procents kunne komme i kontakt med dette, virkeligt totalt at skulle dø eller ophøre med at sanse, måtte al frygt for døden ligeså totalt forsvinde. Der ville da kun kunne være tale om sorgen over ikke at skulle leve længere, ikke mere at skulle opleve sine kære pårørende og de goder, man endnu slet ikke er blevet mættet af. Men sorg er ikke det samme som frygt. Når væsenerne i en så overvældende grad frygter døden og begærer en fortsat tilværelse, som tilfældet er, afslører dette jo, at der i væsenerne organisk eksisterer noget, der ikke accepterer en absolut død og heller ikke accepterer, at det levende væsen kun er en blot og bar materiekombination. Med andre ord, den mystik, der som en kendsgerning eksisterer omkring det levende væsen og verdensaltet, er altså det fundamentale bevis for, at det levende væsen, her i dette tilfælde det almene jordmenneske, ikke har fundet sin egen fuldkomne eller kosmiske analyse. Men vi ved nu igennem den her skitserede højpsykiske indsigt i universet, kosmos eller livet, hvad det er, der mangler i det jordiske menneskes psyke eller bevidsthed. Allerede dette, at tilværelsen og det levende væsen selv trods dets meget høje materielle viden og kunnen er blevet mere og mere mystisk, beviser jo, at der inde i væsenets mentalitet vokser noget, der gør det vanskeligere og vanskeligere for samme væsen at acceptere, at det kun skulle være en blot og bar "timelig" foreteelse. Dette noget er en begyndende anelse om en højere eksistensform, en højere oplevelsestilstand end den rent tids- og rumdimensionelle eller "lavpsykiske", der domineres af det fysiske plan og de fysiske sanser.