Vi har altså igennem foranstående set, at enhver "skabt ting", enhver begrænsning i tid og rum udgør "evigheden", og at denne "evighed" er identisk med jeget eller det levende "noget, som er" bag enhver form for materie. Dette "noget, som er" kan altså ingen analyse have ud over, at "det er". Da dette i det "højpsykiske" sansefelt ikke er rum eller tid, kan det hverken være farve, form eller volumen. Det kan i denne oplevelsesform hverken være godt eller ondt, fast eller flydende, stort eller småt, ungt eller gammelt, idet alle disse foreteelser er udenfor nævnte "nogets" eksistens eller væren på det "højpsykiske" tilværelsesplan. Det kan derfor ud over at være "noget, som er", kun være navnløst og forekommer derfor i mit hovedværk under betegnelsen "X1". Dette "noget" eksisterer altså i ethvert levende væsen som det oplevende, det dirigerende, det bydende eller viljeførende. Det er det, der tænker, har hensigter, ønsker eller begær. Det er dette "noget", der udtrykker sig selv i begreberne: "jeg så", "jeg hørte", "jeg var bedrøvet", "jeg var glad" og lignende. I sin tilknytning til det "lavpsykiske" tilværelsesplan og fremtræden som alment jordmenneske udtrykker dette "noget" altså sig selv som "jeg" uden at have nogen virkelig "højpsykisk" eller kosmisk viden om, hvad dette "jeg" i virkeligheden er. Det har foreløbig kun "lavpsykisk" sanseevne og kan derfor kun sanse i rum og tid eller i foreteelser, der alle blot er knyttet til en bestemt tid (alder) og til et bestemt rum (sted) og alle de her ind under hørende former for mål og vægt. Det tror derfor, at verdensmysteriets løsning i virkeligheden er et mål- og vægtfacit. Men mål- og vægtfacitter kan, som vi i foranstående har set, absolut kun udgøre lokaliteter eller begrænsninger i universet og kan derfor aldrig nogen sinde blive en analyse af helheden, hvilket vil sige universet, kosmos eller verdensaltet, og således heller ikke af selve livet.