Ligesom ærtens slutanalyse var identisk med "evigheden", således vil en hvilken som helst "skabt tings" slutanalyse på samme måde være identisk med "evigheden". Derved bliver denne alle "skabte" eller "timelige" tings absolutte kosmiske eller "højpsykiske" grundfacit. Men dette grundfacit, denne "evighed" er altså ikke en rum- og tidsdimensionel foreteelse. Den er ikke "materie", den er ikke "stof", den har ikke noget "volumen", den er ikke et sted henne eller kan udtrykkes at være en så og så gammel foreteelse. Men en ting, der er uden alder, uden materie, uden farve, uden form og alligevel eksisterer, kan kun være "noget, som er". Men da dette er det eneste, der er tilbage, når en ting opleves med "højpsykisk" eller "kosmisk" sansning, kan det jo kun være det "noget", der foretager analysen, det "noget", der sanser. Hvad andet skulle det vel være? – Der er ingen rum, tid, materie, form eller farver, men kun fornemmelsen af analysen eller oplevelsen af "evigheden". Det "noget", der sanser, er altså "det levende noget" i væsenet eller det, vi udtrykker som "jeget". Og da det er det eneste, der eksisterer, når den skabte tings tids- og rumdimensionelle fremtræden er opløst, og samme ting derved viser sig identisk med "evigheden", kan denne "evighed" udelukkende kun udgøre det levende væsen selv. Nogen anden "evighed" forekommer eller findes ikke og vil umuligt kunne eksistere. Dette vil altså sige, at igennem "højpsykisk" sansning oplever det levende væsen sig selv som identisk med "evigheden". "Evigheden" er således ikke en række tids- eller rumbegreber, men er "jeget", "det levende" eller "livet" i ethvert levende væsen. Med denne oplevelse er den sansede ting således blevet identificeret med "evigheden" og "evigheden" identificeret med jeget. Derved er det levende væsen blevet ét med kosmos, universet eller verdensaltet. Dråben er blevet ét med havet. Gudesønnen er blevet forenet med sin Fader. Her har vi således den "højpsykiske" struktur bag verdensgenløserens udbrud: "Jeg og Faderen vi er ét". Det er denne forening med universet, kosmos, verdensaltet eller Faderen, der er alle levende væseners mål her på det jordiske eller "lavpsykiske" tilværelsesplan. Hermed er mystikken ved livet hævet, udødeligheden bevist for den, der har "højpsykisk" begavelse eller intellektualitet nok til at fatte beviset. Vi er her ved selve livsoplevelsens kulmination. En højere form for sansning eksisterer ikke. Den fortsatte sansning herfra kan kun blive dråbens adskillelse fra havet, "den fortabte søns" adskillelse fra Faderen eller "Adams" og "Evas" vandring imod mørket, bort fra "livets træ".