Igennem tusinder af år er det blevet forkyndt menneskene, at de hver især er begyndt med undfangelsen i moders liv, og at det fysiske liv, de herefter kommer til at leve på jorden, er det absolut eneste, de kommer til at opleve på det fysiske plan. De har ganske vist en udødelig sjæl, men den fortsætter sin tilværelse efter den fysiske død i en åndelig tilværelse, enten i et "evigt" liv i herlighed, det såkaldte "himmeriges rige", eller i et "evigt" liv i "fortabelse" eller det såkaldte "helvede", alt eftersom man henholdsvis har fået "syndernes forladelse", eller man ikke har fået den. Hermed har vi altså det centrale i den kristne kirkes verdensbillede eller livsopfattelse.
      Ifølge denne livsopfattelse er de levende væsener, såvel som alt andet eksisterende, skabt af Gud. Ansvaret for disse "skabte tings" fuldkommenhed eller ufuldkommenhed må da udelukkende hvile på selve Guddommen. "Det skabte", og hermed "det jordiske menneske", kan derfor i henhold hertil umuligt selv være den ansvarlige for dets fremtræden som fuldkomment eller ufuldkomment. Hvis det ikke er fuldkomment, må det udelukkende være en fejl hos Guddommen, der har "skabt" væsenet, og ikke en fejl hos væsenet selv. Men ikke desto mindre kræver den kirkelige kristendom, at man angrer sine "synder" og beder Guddommen om forladelse for den ufuldkommenhed, man altså absolut ikke selv kan være skyld i, da man ifølge den samme kristendom jo ikke har skabt sig selv. Man skal således i virkeligheden bede Gud om forladelse for, at man eksisterer ligeså ufuldkommen, som han har skabt os. Men herved kommer det overleverede kristne verdensbillede i konflikt med højintellektualiteten eller den logik, der ellers afslører sig bag enhver form for skabelse i naturen. Hvis det jordiske menneske "synder", må det jo være selve Guddommen, der "synder", thi han har derved skabt noget, der "synder". Det kan ikke være "synderen", men den, der har skabt "synderen", der har det rette ansvar og derfor må være den strafskyldige.
      At et sådant verdensbillede kun kan være livsfundament for de væsener, der endnu har evne til ukritisk eller blindt at tro på autoriteter, er en selvfølge. At samme verdensbillede bliver umuligt for den saglige, kritiske eller logiske tænker, er ligeså selvfølgeligt. Og da verden med kæmpeskridt går fremad i erfaringsdannelse eller videnskab og i tilsvarende grad gør hvert enkelt menneske til selvstændig tænker, er det åbenlyst, at den kirkelige kristendoms verdens- eller livsanskuelse her skaber tvivl og vantro i stedet for tro eller tillid med hensyn til Guddommen. At den dermed i en tilsvarende grad ophører med at være moral- eller kulturfundament er absolut uundgåeligt. At menneskene derved en overgang må synke ned i materialisme og gudløshed og således til en vis grad være uden moralsk fundament, er naturligvis ligeså givet. Så stærk var den i jordmenneskene voksende tendens til tilbedelse af magt og den herigennem erhvervede rigdom, det fra andre folk erobrede gods, guld og landområde, at uniformer, krigsoprustninger eller militarisme blev staternes fornemste foreteelser eller dyreste opgaver, ja, måtte gå forud for al kulturskabelse. Officerstitler blev de fornemste rangsbetegnelser, hvis højeste grad blev båret af selve kongen. Kongen var altså den øverste krigsherre, den fornemste udøver af "sværdets brug". De kristne stater, hvis enkelte individer var "døbte i Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds navn" og derfor skulle være repræsentanter for ham, der sagde til sin discipel: "Stik dit sværd i balgen! Thi alle de, som gribe til sværd, skulle omkomme ved sværd", – "... dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, så vend ham også den anden til", – ligesom han formanede Peter til at tilgive: "Ikke indtil syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange", – blev de mest geniale udøvere af modsætningen til dette verdensgenløserens sindelag. Deres væremåde kom til at udgøre kontrasten til den psyke, der alene kunne frelse eller genløse verden. Ja, så altdominerende blev denne selviskhedens og hadets voksende impuls, at selve den autoriserede kristne kirkes repræsentanter også kom til at lyne og tordne med dødsbulder, band og bål, fortabelse eller evigt helvede over alle anderledes tænkende medmennesker. Måtte ikke tusinder af mennesker bestige bålet efter i torturkamre at være tvungne til at erkende sig skyldige i handlinger, de aldrig nogen sinde havde begået? – Og er det ikke den samme middelalderlige overtroens nidkærhed, der undertiden senere har bragt kirkens mænd til at forglemme verdensgenløserens påbud med hensyn til sværdets brug og tilgivelse af uret? – Ja, har man ikke netop velsignet de store mordmaskiner, krigsskibe, tanks og kanoner og opflammet sit lands soldater til at udløse lemlæstelse, død og undergang over "fjenden"? – Og har man ikke dermed saboteret den hellige bibelske inspiration til tilgivelse og næstekærlighed eller sand kristendom, der var autoriseret åndsoplysning, børnelærdom og skoleundervisning i den samme stat? – Hvordan kan en præst forrette sakramenterne eller inspirere til at tage afstand fra sværdets brug med et mordvåben under præstekjolen? – Og hvordan kan det forenes med Jesu væremåde at forbande sine korsfæstere? – Sagde han ikke: "Fader, forlad dem! Thi de vide ikke, hvad de gøre"?