Artikelsamling 1

Ægteskabet og alkærligheden

1969

41.1  Menneskehedens mentale forvirring
Med hensyn til menneskenes sympatiske anlæg, deres ægteskabstilstand og seksuelle opfattelse hersker der stor forvirring i vor nuværende tidsalder. Den udfoldes i en tilstand, der skaber overordentlig megen sorg, bekymring, skinsyge, jalousi, ulykkelig kærlighed og ligefrem mord og drab. Troskabsløfter og vielsesattester ignoreres i stor udstrækning. Hertil kommer så de seksuelle afsporinger, perversiteter, sadisme, kleptomani, pyromani og lignende. Noget, der også skaber stor forvirring hos menneskene, er dette, at der er væsener, der føler intim sympati for sit eget køn. Menneskene vandrer her i tåge. De bare hører og ser, men de forstår intet af det, de ser eller er vidne til. Hvad er forklaringen på alt dette? –