9.9 Judas var ingen "bandit"
Med hensyn til Judas, da skal man ikke tro andet, end at han handlede ud fra de for ham selv formentlig bedste og ædleste forsætter.
I modsat fald ville han jo have været det, vi udtrykker ved begrebet "bandit".
Men da Jesu personligt valgte omgangsfæller og venner ikke kan tænkes at være "banditter", kommer det her til syne, at Judas må have haft et af ham selv opfattet ædelt motiv til sin ulykkelige gerning.
Og dette bliver yderligere til kendsgerning gennem hans selvmord.
Tror man ikke, det netop var begrundet på anger og fortvivlelse over den virkelighed, der åbenbarede sig for ham, da han havde bevirket Jesu tilfangetagelse?
Tror man ikke, det var sorgen over den mishandling, hans dispositioner bragte over hans højtelskede Mester? –
Hvad skulle det ellers være? –
Men havde han da ikke forstået i forvejen, at hans handling uundgåeligt ville bringe denne forfærdelige mishandling over verdensgenløseren? –
Ak nej!
Det havde han i sandhed ikke forstået.
"Tærskelens vogtere": hans egne ufærdige naturer, hvilket altså i dette tilfælde vil sige hans stærke begær efter at få vist verden, få vist sin skeptiske familie og sine tidligere venner sin Mesters storhed, havde for længst foregøglet ham, at "Guds søn" var almægtig og dermed fysisk urørlig.
Og at alle, der ville lægge hånd på ham, måtte blive slået af lammelse, og verdensgenløserens storhed og guddommelige herkomst dermed, ved hans (Judas') handling, blive åbenbaret og afsløret for alt folket.
Tilbage til forsiden
Forrige