45.9 Guds skabelsesplan er så fuldkommen, alvis og alkærlig, at trods dens indhold af mørke og lidelse kan intet som helst væsen gøre uret eller lide uret
I den nye verdensepoke vil man altså komme bort fra overtroen om djævelen og dennes virksomhed og se, at mørket også er af Gud og er et gode.
Det er ganske vist ubehageligt.
Vi kan derfor kalde det "det ubehagelige gode".
Da lyset helt igennem er behageligt, kan vi udtrykke det som "det behagelige gode".
Men igennem oplevelsen af mørket giver Gud det levende væsen som slutresultat evnen til at kunne leve i kulminerende alkærlighed og visdom og dermed i det fuldkomne verdensrige, der er udtrykt som himmeriges rige.
Men uden indvielsen eller oplevelsen af mørket vil denne tilværelse være en umulighed.
Da den evige verdensplan i kraft af karmaloven er så guddommelig, at intet som helst væsen kan komme til at opleve andet end, hvad det selv er den absolut første årsag til, kan intet som helst væsen komme til at gøre uret eller til at lide uret.
Alkærligheden og dermed retfærdigheden bliver således her synlig som verdensaltets grundtone.
De mennesker, vi kalder vore "fjender", er i virkeligheden ikke vore fjender.
De udgør derimod Guds medier eller redskaber til at give os virkningerne af vore onde handlinger tilbage som skæbne, ligesom vore "venner" er Guds medier eller redskaber til at give os virkningerne af vore gode handlinger tilbage; alt, hvad vi oplever, er vi således som nævnt selv den absolut første årsag til.
Det er ikke så mærkeligt, at vi skal tilgive vor næste ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig og elske vor næste som os selv og Gud over alle ting.
Tilbage til forsiden
Forrige