Artikelsamling 1

36.9  Jordmenneskeheden befinder sig i et kosmisk kredsløbs vinterzone
Disse kosmiske kredsløb har også sine årstider: vinter, forår, sommer og efterår. Jeg kan ikke her komme nærmere ind på disse "årstider", men må henvise til mit hovedværk: Livets Bog. Her skal jeg blot nævne, at menneskeheden for tiden, mentalt set, befinder sig i et sådant kosmisk kredsløbs "vinter". Vinteren er jo dødens og kuldens årstid. Menneskene lever også i dødens eller det dræbende princips kulmination. Med deres krige, mordinstrumenter og ødelæggelsesmaskiner har de ført megen død, invaliditet og lemlæstelse ind over jorden. Det mangler ikke på mental frost, is og kulde i verden. De begyndende forårsvinde i denne mentale vinter er julehøjtideligheden. Det er vidunderligt at vide, at kredsløbet urokkeligt fører menneskeheden ud af dette mørke og frem imod et kosmisk forår, efter hvilket der lige så sikkert kommer en kærlighedens sommer, og den derefter atter føres ind i et nyt kosmisk kredsløbs store livsepoke til udvikling og oplevelse af endnu større og lysende variationer af livets salighedsoplevelser og således fortsættende i al evighed.