Artikelsamling 1

31.9  Når man hver morgen vågner og af hele sit hjerte vil være til glæde og velsignelse for alle levende væsener får man en hundrede procents livskraft
I henhold til det jeg her har forklaret, vil De altså kunne se, at livskraften er det fornemmeste medfødte gode. Men den fordrer logisk binding, således at den kan blive ved med at være livskraft. Al sygdom og al ulykke og lidelse, alle ulykkelige skæbner åbenbarer en tilsvarende defekt og ubunden livskraft. Væsenet er blevet et dødsvæsen i stedet for et livsvæsen. Derfor bliver Kristi ord: "Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv" således her videnskabeligt synligt som alle loves fylde. I samme grad som denne kærlighed mangler, i samme grad er vedkommende menneskes livskraft blevet til dødskraft. I samme grad som det hver morgen vågner og af hele sit hjerte vil være til glæde og velsignelse for levende væsener, i samme grad får det en hundrede procents livskraft, der igen betyder tilsvarende sundhed på sjæl og legeme, betyder salighed, livsglæde og kærlighed, betyder indvielse eller "den store fødsel". Det er blevet ét med Gud.
 
Fra et foredrag på Martinus Institut, søndag den 23. oktober 1955. Første gang bragt i Kosmos 1983 (8).