Artikelsamling 1

26.9  En livsvaccine der gør mennesket immun over for alle lidelser
Det store spørgsmål bliver så for den søgende forsker, hvilken kapacitet hans livskraft udgør. Er den sygdoms- og dødsbefordrende, eller er den, som den skal være, nemlig hundrede procent livsbefordrende? Koncentrationen på den fuldkomne livsvaccine eller livskraft er således det absolut eneste fornødne for alle lidende og ulykkelige mennesker. Denne livsvaccine eller serum er af psykisk materiale og kan derfor kun bygges op ved hjælp af særligt udvalgte tankearter. Men dette kender menneskene endnu ikke noget til. De lader alle de forskellige tankearter, de dødbringende såvel som de livgivende, mere eller mindre uhæmmet strømme gennem hjernen og blodet uden i mindste måde at tænke på, hvad dette kan bevirke af underminering af sundheden inden i deres egen organisme, og hvad de skaber af ulykkelige situationer i deres eget forhold til medvæsener eller omgivelser. De aner således ikke, at den helt befordrer deres skæbne til kulmination i ulykke og lidelse. Der er tankearter, der fører til hjertelidelse, til kræft, til spedalskhed, til mavesår, til svækkelse af de højeste og bærende livsfunktioner, ja alle lidelser uden undtagelse vil have deres dybeste rod eller første udspring i benyttede tankearter, der afviger fra livsloven i de givne situationer.