25.9 Den traditionelle indvending imod antikrigsindstillingen
Nu vil man som regel komme med den traditionelle gamle indvending, at man da ikke kan stå stille og se på, at eventuelle fremmede soldater skænder og øver vold på ens hustru og andre kvinder, ligesom man heller ikke passivt kan se til, at røvere og banditter med brutalitet og vold over for voksne og børn hærger og plyndrer, skænder og lemlæster omkring sig.
Hvis alle her vender den højre kind til, hvordan tror man så, det vil gå? –
Ja, det er netop denne frygt, der næres ikke blot af private personer, men også i allerhøjeste grad af staterne eller folkene indbyrdes.
De mobiliserer og opruster alle af frygt for overfald fra andre folk og stater.
De umådelige kostbare krigsanlæg, de geniale mordmaskiner, atombomber og andre på bekostning af staternes økonomi og normale velvære opbyggede drabsapparater er alle et resultat af frygt.
Spørgsmålet bliver da, hvorvidt denne frygt er begrundet.
Det er ikke nogen almengældende evne for jordmennesket at kunne se ind i fremtiden.
Det kan i virkeligheden ikke engang med sikkerhed se sin skæbne ind i dagen i morgen, ja kan ikke engang forudse sin næste time, ligesom det naturligvis i en endnu mindre grad kan forudse sin næstes skæbne eller de væseners skæbne, som de netop frygter.
Hvordan kan man da med rette påstå, at det eller det menneske må være rustet til tænderne for selv at kunne undgå overfald eller for at kunne beskytte eventuelle pårørende, hustru og børn? –
Det vil være ganske umuligt for et kosmisk uindviet menneske at kunne forudsige noget absolut bestemt herom.
Alt vil her kun kunne være hypoteser og formodninger.
Der kan endda være en overordentlig stor mulighed for, at netop disse nævnte pårørende slet ikke har nogen mørk og dræbende skæbne til gode, idet de i deres liv og væremåde for længst har oparbejdet eller fået udviklet sig en aura, der gør dem immune over for al livssaboterende skæbne.
At tvinge disse væsener mordvåben i hånd og med trussel om straf og dødsdom tvinge dem til at dræbe og myrde deres næste, som de i forvejen grundet på deres udviklede aura allerede er beskyttet imod, er ikke blot skrigende uretfærdigt og meningsløst, men er også i virkeligheden det samme som at "synde imod den hellige ånd".
Om denne synd hedder det, at den ikke skal tilgives.
Når stater eller myndigheder uden det mindste personlige hensyn til det enkelte individs psyke, dets livsopfattelse og moralske væremåde, tvinger alle til at være soldat, til at være kriger, til at være dræber og sabotør, gør de sig altså skyldig i en handlemåde, hvis virkninger ikke kan "tilgives", hvilket altså vil sige, ikke kan afbødes.
Man tvinger således mennesker, som i virkeligheden for længst har udviklet sig bort fra krigens domæne, væsener, som ikke mere kan dræbe og myrde, hævne og hade, og som derfor hver især i sig selv udgør et fredens område, til at være krigere og til at befordre ufred, død og undergang.
Derved saboterer stat og myndigheder det fredens område, som allerede har dannet sig eller er blevet til inden for staten, i stedet for at støtte, hygge og hæge om dette sit virkelige eneste og sande humane kulturområde.
Så længe staterne og myndighederne uden noget som helst psykologisk hensyn til det enkelte individ tvinger alle til at være krigere, sabotører og dræbere, fører de krig og sabotage imod deres eget fredsdomæne.
Derved bliver de en fjende til sig selv, der er endnu værre end den "fjende", de med krig vil bekæmpe.
Men hvordan kan stater og myndigheder, der ikke blot er i blodig krig med næsten (andre stater), men også i krig med sig selv indadtil (militærtvangen over de mennesker, der af hjertet er humanister og fredsmennesker), blive eksperter i at skabe fred? –
Hvor har Bibelen dog ret.
Synden imod den hellige ånd kan ikke tilgives.
Krigen imod næsten og krigen imod sig selv er en sabotage af Guds ånd.
Her kan kun helvedes dødningedans have domæne.
Her er hjemstavnen for gråd og tænders gnidsel.
Tilbage til forsiden
Forrige