Artikelsamling 1

22.9  Vort åndsarbejdes fremgang skyldes den åndelige medvind fra Forsynets side
Og således ser altså de ydre fysiske virkninger af vort åndsarbejde ud i dag ved den første 25-årige periodes slutning. Da vi ikke har kunnet bygge sommerhuse siden 1940, er kolonien og foredragssalen i dag alt for lille. Vi kan ikke nær skaffe plads til alle de mange mennesker, der anmoder os om ferieophold, skønt vi har plads til ca. 85 mennesker pr. dag. Og yderligere kan det nu ses, at den dag slet ikke er fjern, da Sagen må udvide med en ny og meget stor ejendom her i København.
      Når vort åndsarbejde har kunnet fremvise en sådan succes, skyldes det naturligvis udelukkende den hundrede procents åndelige medvind fra Forsynets side, som min sag har været velsignet med lige fra dens allerførste start. Fra fysisk side har Sagen i virkeligheden ikke mødt andet kontrært end nogle enkelte hundeglam i det fjerne. Men den slags kan aldrig blive karma for det udviklede menneske, der vågen, dagsbevidst lever i de evige fakta, ansigt til ansigt med den evige Fader. Denne Forsynets guddommelige velsignelse af min sag befordres af alle de elskelige væsener, det har sat omkring mig som min sags trofaste venner og medarbejdere. Den kærlighed og hjertevarme, de ikke blot i ord, men også i omfattende grad i gerning lader mig og min sag blive til del, udgør den fyldige inspirationskilde, den håndsrækning fra Forsynet, uden hvilken Sagen umuligt kunne vokse og blomstre, men måtte stagnere og dø.