41.8 Mørket er en indvielse
Alle levende væsener må altså gennemleve kulminationen af mørket for at få evne til at opleve kulminationen af lyset.
Hvad er da dette mørke?
Mørket udgør det dræbende princip, der igen er det samme som ødelæggelse af alt liv.
Det skaber lemlæstelse, død og undergang.
Dette opleves igen som kulminationen af lidelse, ubehag og smerte.
Og dette mørke er altså gjort til en livsbetingelse på den måde, at væsenernes organismer efterstræbes som føde for andre væsener.
Væsenerne må således efterstræbe andre væseners organismer som føde, ligesom deres egen organisme bliver efterstræbt som føde for andre væsener.
Og her i dette mørke forekommer der absolut ikke noget som helst i retning af alkærlighed.
At en sådan tilværelse i sig selv må være et kulminerende onde for væsenerne er selvfølgeligt.
Dette mørke er, altså set i Guds store skabelsesproces af mennesket, nok et onde, nok en lidelse og et mørke, men det er en uundgåelig indvielse, der efterhånden gør væsenet til et menneske i Guds billede efter hans lignelse, hvilket igen vil sige: til et gudemenneske.
Mørket kan altså udtrykkes som et ubehageligt gode.
Tilbage til forsiden
Forrige