34.8 Mennesket vokser fremad imod forårets og sommerens mentalitet
Det gælder altså om at komme til at tilgive sin næste.
Men for at lette udviklingen af denne evne, er det nødvendigt at lære at erkende, at han ikke kan være anderledes, end han netop er.
Hans blanding af kontrasterne må jo repræsentere det stadium, han er nået til i skabelsen af mentalitet og væremåde over for omgivelserne.
Efterhånden som man igennem udviklingen lærer dette, nænner man ikke at have så meget ondt eller så megen mørkekontrast i sin bevidsthed over for ham.
Og på denne måde vokser mennesket selv fremad imod foråret og sommerens mentalitet, frem til den rigtige blanding af lys og mørke.
Den blanding i hvilken hverken lyset eller mørket bliver ondt, men indgår som en guddommelig velsignelse, et overjordisk kærtegn, et lysglimt fra Guds åsyns strålevæld.
Og det gør det ufejlbarligt der, hvor vi elsker vor næste som os selv og dermed Gud, som er selve lyskilden bag begge kontraster i os.
Fra et foredrag på Martinus Institut, søndag den 27. maj 1956.
Første gang bragt i Kosmos 1982 (12).
Tilbage til forsiden
Forrige