31.8 Den livsødelæggende livskraft er dødbringende i blodet og sygdomsbefordrende i den fysiske organisme, før den bliver udløst over for vor næste, hvor den også er livsnedbrydende
At væremåden over for medvæsenerne og indstillingen til dagliglivet ligeledes må være logisk, bliver her synligt som selvfølgeligt.
Hvordan skulle man kunne opleve et fuldkomment forhold til sine medvæsener, hvis ens væremåde ikke er logisk, men er en samling ubundne kræfter, der er farlige for medvæsenerne.
Medvæsenerne må da nødvendigvis reagere over for denne kraftudløsning, idet de ser, at den er dødbringende eller livsforfølgende over for dem.
Kun væsenet selv kan ikke se, at dets livskraft er blevet til dødskraft både over for det selv og for andre.
Der hvor vi tænker i bitterhed og vrede, der hvor vi ønsker at pine eller påføre vor næste ondt, der hvor vi bagtaler ham for at skade ham, der hvor vi lever på hans bekostning, der hvor vi hellere vil lade os tjene end selv at tjene, der hvor vi ikke tilgiver vor næste – der er vor livskraft blevet til dødskraft både for os selv og vor næste.
Den kan umuligt skabe glæde og velvære for os selv, ligesom den heller ikke kan skabe glæde og velvære for vor næste.
Livskraften er jo begyndt i vort inderste væsen, som også består af organer, endnu længe før den er kommet til blodet og de fysiske organer.
Herinde i vor egen organisme er den også dødbringende.
Og så bliver den dødbringende i blodet og sygdomsbefordrende i den fysiske organisme, og dernæst bliver den så udløst over næsten og bliver ligeledes her livsnedbrydende eller dødbringende.
Tilbage til forsiden
Forrige