Artikelsamling 1

45.7  Kristusmentaliteten og alkærligheden som den absolut eneste vej ud af det nu over hele verden florerende mentale vintermørke eller ragnarok
Ligesom der kun findes én vej til den fysiske vinters ophør og en sommers fremkomst, nemlig en lysende og varmende sommersol, der kan kærtegne naturens liv frem, således er der også kun én eneste vej til den mentale vinters ophør. Ligesom naturens vinter ikke kan ophøre ved frost og kulde, således kan den mentale vinter heller ikke ophøre ved mental frost og kulde. Men hvorfor skulle det også være anderledes med hensyn til menneskehedens store mentale vintermørke, der i dag florerer over hele verden. Den mentale vinterepoke kan lige så lidt forsvinde uden ved et tiltagende varmende og kærtegnende mentalt solskinsklima. Det er dette solskinsklima, der af Kristus blev åbenbaret på Golgatas kors. Viste han ikke her alkærligheden i hele dens format? – Når han kunne elske og tilgive sine værste bødler eller fjender, hvem kunne han så ikke elske og tilgive? – Og elskede han ikke også Gud som en fader?
      Alkærligheden og den heraf følgende højeste visdom udgør således den mentale lysende og varmende sommersol, der er det absolut eneste, der kan få livets eller mentalitetens vintermørke til at forsvinde, skabe fred på jorden og den største behagelighed for menneskeheden og gøre opfyldelsen af juleevangeliets lysende budskab til praktisk kendsgerning og væremåde i dagliglivet. Og var tegnet på mørkets "sidste tider" ikke netop, at djævelen skulle rase i al sin vælde, og kristusmentalitetens evige lys samtidig skulle begynde at lyse med forøget styrke og glans og føre menneskeheden frem mod et alkærligt, fredens verdensrige, et himmeriges rige på jorden. Og ser vi ikke dette begyndende nye rige som identisk med den allerede nu begyndte nye verdensepoke. Og her vil den hellige ånd som livets allerhøjeste videnskab i form af kosmiske analyser være tilgængelig som vejledning for ethvert menneske, alt efter som det har forladt krigens eller djævlementalitetens impulser i dets daglige væremåde, og alkærligheden begynder at lyse fra dets forstand og hjerte.