Artikelsamling 1

41.7  Oplevelsen af mørket er en livsbetingelse for at kunne opleve lyset
Men for at kunne opleve, der er det samme som at sanse, må oplevelsesobjektet være en kombination af kontraster, hvilket jo også alle skabte ting netop er. For at kunne blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" og være i stand til at opleve og manifestere livets allerhøjeste lys, må det have gennemlevet kontrasten til dette lys, hvilket altså vil sige mørket. Lyset her er manifestationer i kulminerende kærlighed, og mørket er manifestationer i kulminerende had. Den, der ikke har oplevet mørket, kan ikke opleve lyset. Derfor må alle jeger for at få evne til at manifestere væremåden "kulminerende kærlighed" have gennemlevet væremåden "kulminerende had". Disse manifestationer skaber lidelse. Lidelse skaber alkærlighedsevnen eller den evne, der bevirker, at man efterhånden ikke kan nænne at gøre noget levende væsen fortræd. Væsenernes oplevelse af mørket er således en livsbetingelse for at kunne få evne til at opleve og manifestere lyset, hvilket jo er den væremåde, der gør jeget til mennesket eller væsenet i Guds billede efter hans lignelse.