Artikelsamling 1

32.7  Fjendskab er baseret på overtro og uvidenhed. Højintellektualitet giver herredømme over psyken
Men ligesom menneskene ikke fik herredømmet over den fysiske materie ved tro, men ved intellektualitet, således kan de ikke få herredømmet over den psykiske materie, blive frigjort fra krigens og myrderiernes mørke trældom, uden intellektualitet plus en ny begyndende evne i mennesket nemlig humanitet. Ved intellektualitetens og humanitetens kombinerede samarbejde i bevidstheden og dermed deres indvirken på viljeføringen bliver mennesket frigjort fra troens og dogmernes fængsel i forholdet til næsten. Denne kombinerede intellektualitet og humanitet, højintellektualiteten, vil nemlig forklare menneskene, at alle de manifestationer, der er dødbringende, der er giftige og skaber fjendtlighed mellem mennesker, er tåbelige, er sygdomsbefordrende, er underminerende al kultur og alt, hvad der arbejder i retning af fred. Den vil vise menneskene, at fjendskab ikke kan besejres med fjendskab, men kun med venskab. Alt, hvad menneskene gør imod hinanden i retning af at skabe fjendskaber, sker altså udelukkende på grund af uvidenhed og overtro. Derfor bliver det nødvendigt at undskylde disse væsener, selv om man naturligvis må beskytte sig imod dem, men absolut ikke ved vrede, straf eller henrettelser. Her ligger den store redning eller menneskehedens frelse, nemlig ved dette at forstå, at det onde ikke sker af ondskab, men af uvidenhed hos dets ophav. Det var det Kristus vidste, da han på korset sagde om sine bødler, "de vide ikke, hvad de gøre". Ligeledes vil menneskene også igennem deres humanitets- og følelsestalent blive frigjort af den overtro, at kødspisning og drab af dyr er en livsbetingelse og derved komme til at spise planteføde, hvor drabstilstanden udgør en meget lille brøkdel af den drabstilstand, der befordres ved fremskaffelsen af den animalske føde, rent bortset fra de sygdomme, man bliver frigjort fra ved den vegetariske ernæring, der udelukkende er den retmæssige for mennesket.
      Udviklingen vil yderligere føre menneskene frem til at kunne leve af det rene frugtkød omkring kernen, hvorved drabstilstanden er totalt ophørt. Dette frugtkød dør unaturligt, hvis det ikke bliver optaget som næring i en organisme.