31.7 Dødskraften udfoldes der, hvor væsenet er i strid med naturens skabemetode
Hvordan kan man nu se, hvor meget der er dødskraft, og hvor meget der er livskraft af den medfødte oprindelige livskraft? –
Det kan man se på de områder, hvor væsenet er i strid med naturens skabemetode.
Naturen, hvilket i virkeligheden vil sige Gud, taber aldrig kontrollen over sin livskraft, og derfor bliver alt, hvad naturen skaber, urokkeligt i sit slutfacit til glæde og velsignelse for levende væsener.
At denne logik må være den eneste, der kan fjerne kaos og tilfældighederne og dermed katastroferne fra al tilværelse, turde vel være selvfølgeligt.
Men det levende væsen er noget af Gud, noget af Skaberen, og mennesket er det væsen her på jorden, der er længst fremme i dette forhold.
Derfor er det blevet frigivet til at lede livskraften i sig selv.
Og når det leder livskraften så dårligt, at det taber kontrollen over den, og kraften derved bliver til dødskraft, så skyldes det i virkeligheden kun, at det ikke er udlært i at manøvrere med livskraften.
Det er ikke udlært i at binde kraften til fordel for livet, og derfor bliver den til fordel for døden.
Menneskene kan altså ikke bebrejdes denne deres ufuldkommenhed.
Men vi ser jo, at de gerne vil lære, når de begynder at opdage denne deres ufuldkommenhed.
De skal altså lære at tænke logisk, lære at skabe logisk.
Er det ikke det, vi ser, når der er tale om de store tekniske og kemiske skabelsesprocesser.
Skal man ikke her studere i flere år for at tilegne sig den logiske tænkning, i kraft af hvilken man kan binde de materielle kræfter, så de bliver nyttige og udelukker de logiske brist.
Den logiske tænkning bag skabelsen garanterer, at huse, skyskrabere, broer og fabrikker ikke styrter sammen, og ligeledes at kemikalierne i den moderne kemi ikke sammensættes således, at de sprænger laboratorierne i luften eller på anden måde bliver livsfarlige for menneskene.
Tilbage til forsiden
Forrige