Artikelsamling 1

29.7  Vejen til sundhed, lykke og livsglæde er at være til glæde og velsignelse for alt, hvad man kommer i berøring med
Med denne indstilling til verdensaltet kom vi ind på en vej, der ikke endte i en blindgade, men var en åben vej direkte ind til forståelsen af, at verdensaltet var den over tid og rum hævede evige Guddoms organisme, i hvilken vi som lige så evige væsener "leve, røres og ere", og at hele vor fremfærd som lykkelige eller ulykkelige udelukkende er et spørgsmål om anatomi. Alle levende væsener er livsorganer i en større organisme. Hvis vi med vor tanke og væremåde bliver livsnedbrydende og livsledebefordrende for andre levende væsener i samme organisme, danner vi jo sygdoms- og usundhedsområder i den store organisme, i hvilken vi oplever livet. Det er let her at se, at grundårsagen til al lidelse i verden skyldes brud på den fuldkomne anatomi, i kraft af hvilken alt liv i verdensaltet er sammenbundet til en enhed. Vi har set en anden og livgivende tankeføring, der viser os, at vi er et evigt medvirkende center i denne enhed, og at den eneste vej til total sundhed, lykke og livsglæde altså er dette at være til glæde og velsignelse for alt, hvad man kommer i berøring med. Dette var verdensbilledet i lommeformat.
 
Fra et foredrag på Martinus Institut, torsdag den 10. februar 1955. Første gang bragt i Kosmos 1983 (1).