Artikelsamling 1

26.7  Hvor man kan tilegne sig videnskaben for væremåde
Hvor får man viden om denne livets mening? – Ja, hvor har man fået den materielle videnskab fra? – Er det ikke ved at se, høre og forstå? – Engang havde menneskene ingen forstand på den fysiske verden, kunne hverken beherske ild eller vand, jern eller stål, tid eller rum. Er det ikke herre over disse foreteelser i dag? – Men dette herredømme har de ikke nået ved hypoteser eller påstande, men ved realistiske kendsgerninger. Men nu mangler de at finde kendsgerninger, hvoraf der kan skabes videnskab for psyke og væremåde, en videnskab, der som kendsgerninger kan vise dem alle ulykkestilstandene som resultater af fejlagtig væremåde. Det skal således ikke være fanatisme hverken med hensyn til føde eller væremåde, men en fuldstændig naturlig opfyldelse af naturlige krav. De unaturlige og dræbende begær og krav, som menneskene har opelsket i deres daglige liv, må bekæmpes, men ikke med påstande fra den eller den mere eller mindre autoriserede fanatisme eller dogmatik. Man må selv tage fat og bryde igennem den tilsyneladende håbløshed. Livet er i sig selv absolut ikke håbløst. Der er vej for alle ud af mørket. Livet er en forunderlig læremester. Vi kan her uden om Bibelen eller andre hellige bøger, uden om profeter, præster og lærere lære at læse livets egen fortolkning eller forklaring af livsmysteriets løsning i form af direkte kendsgerninger. Der er ikke en eneste foreteelse ved livsmysteriets løsning, som livet ikke selv afslører, når man lærer at forstå dets eget sprog.