Artikelsamling 1

25.7  Det er dødsensfarligt, at menneskene bruger deres magt over naturens millioner af hestekræfter til at sabotere næstens liv og ejendom
Det er således mere vigtigt, ja er en absolut livsbetingelse, at man lærer at blive lige så fuldkommen til at praktisere den rigtige indstilling og væremåde i det daglige liv, som man nu tror, det er en livsbetingelse at blive dygtiggjort i at kunne anvende de moderne helvedesmaskiner og ved hjælp af disse med eventyrlig træfsikkerhed kunne ramme fjenden og ødelægge hans liv og livsværdier. Den såkaldte mørke middelalders overtro er således for intet at regne i forhold til den overtro, der i det tyvende århundrede behersker en menneskehed, der har underlagt sig millioner og atter millioner af naturens hestekræfter, ja kan ligefrem dirigere elementerne til at arbejde for sig, en menneskehed, der ser hundrede tusinder af lysår ud i verdensrummet, ud i makrokosmos og ligeledes vågen dagsbevidst kan følge atomernes bevægelser i mikrokosmos. Dette er ikke blot tragisk, men det er dødsens livsfarligt. At man med en så udvidet overlegenhed og med et sådant herredømme over elementerne mener, at man med denne voldsomme magt skal ødelægge sin næste, sine medmennesker, udelukkende kun fordi, man ligger under for den indbildning eller tro, at han er vor fjende, er det samme som at knuse alt, hvad der kan føre os lige ind i freden eller den normale livslykke. Alt, hvad der hører ind under krig mand og mand imellem eller staterne imellem, alt, hvad der hedder militær oprustning, alt, hvad der går ud på at skabe kanoner, bomber eller andre mordvåben, enhver propaganda for krigsførelse, er en sabotage af al virkelig menneskelig lykke og tilværelse og vil aldrig i nogen som helst situation kunne udtrykkes som en intellektuel handling, kosmisk set.