Artikelsamling 1

22.7  Åndsfrihedens struktur er nøglen til indvielsen
At de af mig manifesterede kosmiske analyser er af en sådan natur, at de udviklede læsere og forskere i kraft af disse analyser mentalt set gør sig til ét med disse og dermed til ét med mig, ganske uden fysiske eller juridiske formaliteter, love og betingelser, dokumenterer jo kun disse analysers identitet med den sandhed, der dybest set bor i enhver af læserne. Når væsenerne således knytter sig til mit åndsarbejde, er det udelukkende kun i kraft af dette, at de her har fundet en sjælelig genkendelse af deres eget højeste selv i mine manifestationer eller analyser. Jeg og mine udviklede læsere er således knyttede sammen udelukkende i kraft af livet selv. Samhørigheden er altså noget, som er natur, er mentalt organisk og ikke en kunstigt opsat juridisk overenskomst, der kan brydes eller misligholdes. Som følge heraf vil de interesserede omkring mit åndsarbejde altid tilsammen danne en sag, der urokkeligt, fundamentalt hviler i sig selv, fordi den er selve åndsfrihedens struktur og er således nøglen til opfyldelsen af alle begyndende højintellektuelle forskeres og læseres drøm: "den store indvielse", "det frigjorte menneske" eller "mennesket i Guds billede". Vi danner således de første synlige konturer af det verdenssamfund, i hvilket fredens rige vil blive en kendsgerning. I kraft af vor solindstilling til alt og alle er vi freden.