19.7 At acceptere en slagen fjendes kapitulation er ingen garanti for verdensfred
At acceptere en slagen eller knust fjendes kapitulation volder ingen vanskeligheder.
Denne accept dikterer jo næsten sig selv.
Men accepten er absolut ingen garanti for en "verdensfred", den giver intet som helst grundlag for, at "krigen" virkelig er ophørt.
Krigen er ikke blot en ydre jongleren med skydevåben, sprængstof, krigstanks og bombemaskiner.
Den repræsenterer også en anden vældig kraftorganisation, som brænder, flammer eller gnistrer, selv efter at disse mordinstrumenter er bragt til tavshed, nemlig den psykose, der hos sejrherrerne eventuelt udløser sig i magtbegær, hævnlyst, ublu krav om erstatning, undertrykkelse af den slagne "fjende" og lignende.
At en sådan psykose ikke mere nævnes ved disse her nævnte navne, men helst nævnes som "retfærdighed", er kun et glædens tegn, thi det tyder på, at den intellektuelle almenstandard dog er så langt fremskreden i udvikling, at man forstår, at kun, hvad der kan gå under dette navn, kan udtrykkes og erkendes som "kultur", som "humanitet" eller "kristendom".
Det store problem bliver derfor dette at kunne skelne, hvad der er "retfærdighed", og hvad der er camoufleret had eller hævn, camoufleret ønske om at "straffe fjenden", angst for ikke at få erstatning for de af "fjenden" påførte materielle tab, thi det er alle sådanne bevidsthedstendenser, der i al almindelighed er de absolut førende i sejrherrernes mentalitet.
At de samme bevidsthedstendenser ikke i en alt for udstrakt grad vil være til stede i de overlegent sejrende magter over for det slagne Tyskland, og ligeledes over for det kommende eventuelt slagne Japan, er inderligt at håbe.
At Tyskland nu er en afvæbnet nation, betingelsesløst underkastet sejrherrerne, betyder, som før nævnt, absolut ikke "fred" i ordets bogstaveligste forstand.
Det betyder kun en foreløbig standsning af realistiske, fysiske våben.
Det betyder kun, at det overvundne folk er blevet en fange med håndjern på.
Problemet bliver derfor, hvad der gemmer sig i bevidstheden af den, der bærer "håndjernene".
Tilbage til forsiden
Forrige