9.6 De ufærdige naturer og anlæg i mentaliteten hindrer adgangen til "Guds rige" eller "den store fødsel"
Denne "tærskel" har altså sine "vogtere".
Udtrykket er noget drastisk, men er i virkeligheden kun symbolsk.
Man må ikke tro, at der foran "Guds rige" står vogtere i militære udrustninger med sabel og bajonetter, med skydevåben og sprængstoffer.
Heller ikke skal man tro, at disse "vogtere" er fantastiske psykiske væsener med store magiske evner, djævle eller halvdjævle, mystiske trolde med dræbende blikke og forheksede ord.
Nej, "Guds rige" vogtes urokkeligt af en helt anden form for "vogtere".
Men disse er ikke mindre farlige end de førstnævnte, i særdeleshed fordi de over for dem, de skal forhindre i at passere "tærskelen", tager sig ud som de mest strålende englelige skikkelser, udstyret med den mest charmerende og fuldkomne ynde, man kan tænke sig.
Men denne herlighed er også kun tilsyneladende.
Disse "vogtere" er intet mere eller mindre end væsenernes egne ufærdige naturer eller anlæg.
Når væsenerne i udvikling når op i nærheden af "indgangen" til "Guds rige" eller "den store fødsel", har de naturligvis overvundet alle de grove former for brud på kærlighedsloven eller næstekærligheden, de former der i særlig grad udløser sig i direkte mord eller andre former for dødbringende manifestationer.
De samme væsener har naturligvis i stor stil lært at tolerere og tilgive mangt og meget, som de tidligere slet ikke var i stand til at kunne.
Og de har måske enkelte sympatiske anlæg, der allerede er så fuldkomne, at de har været i stand til at lade deres ophav ligefrem få direkte forbindelse med selve lyset eller den guddommelige ånd.
De er derved kommet i stor glædesrus eller ekstase, tror allerede at føle hele "den store fødsel" som selvoplevelse.
Men det er givet, at disse væsener ikke kan blive ved med at være i lyset.
De naturer eller anlæg i deres mentalitet, som ikke er færdige, vil før eller senere blive en fundamental hindring.
Disse naturer viser sig næsten altid som utilfredsstillede begær, krav eller fordringer af en eller anden selvisk art.
De samme ufærdige naturer er naturligvis tilslørede eller camouflerede, således at deres ophav i virkeligheden slet ikke ser eller forstår deres sande væsen, men derimod tror at gavne eller styrke Sagen eller lyset ved at lade dem komme til udløsning.
Tilbage til forsiden
Forrige