Artikelsamling 1

41.6  De forskellige stadier i menneskets skabelse
For at blive behersker af den væremåde, der er Guds billede efter hans lignelse, må de evige jeger gennemgå en mængde forskellige livsoplevelser og væremåder. Ved at blive knyttet til mineralmaterie opstår minerallivsformen, dernæst må der gennemgås mange liv i plantelivsformen, derefter igennem dyrelivsformen for her at blive omdannet til menneskelivsformen eller det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse og således blive et totalt åndeligt væsen.
      Igennem mineral-, plante- og dyrelivsformen vokser jegets bevidsthedstilstand fra primitivitet til intellektualitet, fra inhumanisme til humanisme eller til den totale alkærlighed. Væsenets forskellige stadier i mineralriget, i planteriget, dyreriget og det ufærdige menneskes stadium er det samme som forskellige ufærdige stadier i menneskets skabelse. Denne skabelse er altså skabelsen af en total fuldkommen oplevelsesevne, skabeevne og væremåde.