39.6 Makrokosmisk skæbne
Foruden at vi har de to slags skæbner: den mellemkosmiske, der udgør virkningerne eller gengældelsen af vort forhold til vore mellemkosmiske væsener: medmenneskene og dyrene, og den mikrokosmiske skæbne, der udgør virkningerne eller gengældelsen af vort forhold til mikrovæsenerne i vor egen organismes indre, har vi også en tredje slags skæbne, nemlig vor makrokosmiske skæbne.
Da vi med vor organisme danner univers eller bolig for mikrovæsener i dens indre, udgør vi disse mikrovæseners makrokosmos.
Da det ligger inden for vort område at kunne gøre godt såvel som ondt for disse nævnte mikrovæsener, får vi også her skæbne eller gengældelse, alt efter den væremåde eller det hensyn, vi manifesterer over for disse væsener.
Vi ved allerede, at vi med uheldig kost og nydelse af tobak, alkohol, narkotika, udsvævelser, mangel på søvn og andre for organismens sundhed og normalitet nedbrydende forhold mere eller mindre ødelægger livsbetingelserne for dens mikrovæsener.
Vi skaber med denne væremåde et elendigt makrokosmos for disse vore nævnte livsbetingende mikrovæsener i vort eget indre.
Visse områder af de normale mikrovæsener kan slet ikke leve i sådanne ødelagte områder af deres makrokosmos.
Og i visse tilfælde inkarnerer der så mikrovæsener af lavere udvikling i disse områder.
Men dette forhindrer ikke, at væsenet her i tilsvarende grad er invalid og mere eller mindre fremtræder som et vrag, som et degenererende og langsomt døende subjekt.
Denne skæbne udgør virkningerne af, at væsenet ikke har opfyldt sin forpligtelse som makrovæsen.
I stedet for at gøre sin organisme til et sundt og godt univers, et lysende og varmende livsrum, en guddommelig bolig for sine livsbetingende levende væsener i sit eget indre, har det for disse væsener gjort sin organisme til et mørkets univers, et lidelsernes eldorado, hvis helvedesluer i form af smerte besætter organismens nervesystem, bevidsthed og psyke og ødelægger væsenets almenbefindende, indtil døden befrier det.
Tusinder og atter tusinder af mennesker verden over befinder sig i denne forfærdelige skæbne, fordi de i deres egenskab af makrokosmos for deres mikrovæsener ikke har opfyldt kærlighedsloven, men ved deres vanrøgt og unaturlige nydelser har ødelagt deres organismer.
Men ødelagte organismer kan umuligt være noget fuldkomment makrokosmos for mikrovæsener, ja er nærmest mere eller mindre et helvede for dem.
Men et væsen, der har gjort sin organisme til et ødelagt makrokosmos eller helvede for dens mikrovæsener, kan ikke vente, at dets kommende skæbne skal blive en solskinsplads, en lykkens og kærlighedens sfære i det makrokosmos, i hvilket det selv skal opleve livet.
Det kommer her til at leve i omgivelser, i hvilke det kan få tilsvarende mørke skæbnemæssige oplevelser som dem, det med sin defekte organisme skabte for dens livsbetingende mikrovæsener.
Væsenets misforhold og vanrøgt af sin organisme skaber således ikke blot sygdomme og lidelser i den, men er også medbestemmende i væsenets forhold til sit makrokosmos: naturen eller dets omgivelser.
Det er denne skæbnetilstand, vi må udtrykke som "makrokosmisk skæbne".
Alt efter som væsenet er ufærdigt, skaber det altså en brutal og mørk skæbne igennem de her nævnte tre kosmos, der i værste tilfælde må udtrykkes som selve helvede eller lidelsernes kulmination.
Men Guds ånd, der er det samme som alkærligheden, svæver stadig over vandene.
Det ulykkelige væsen er ikke forladt af Gud.
I mørket får det langsomt indpodet den humane evne, og det begynder at vandre på kærlighedens vej.
Og igennem nye liv bliver det efterhånden en lysende og varmende kærlighedens sol for sine omgivelser og udgør Guds billede efter hans lignelse i alle tre kosmos.
Og for dette guddommelige strålevæld må al mørk skæbne vige.
Skrevet som artikel til Kosmos 1965 (årsskrift).
Tilbage til forsiden
Forrige