Artikelsamling 1

32.6  Menneskets intellektualitet i forhold til materien og næsten
Selv om disse væsener, der således hævder hævnmoralen, øje for øje og tand for tand, og tror, at animalsk føde er den retmæssige, og at drab på dyr er ganske selvfølgeligt og naturligt, er meget stærkt intellektuelt udviklede, når det drejer sig om materielle stoffer, drejer sig om teknik, kemi og mange andre materialistisk videnskabelige fag og områder, så er de alligevel her kun troende mennesker på livets vigtigste felter. Og det vil altså sige, at de i forholdet til næsten, i forholdet til dyrene og i forholdet til deres egen ernæring, kun er almindeligt instinktførte, troende mennesker. Deres liv er endnu kun på rent døde felter blevet intellektuelt. På disse døde felter, hvilket vil sige de materialistiske, er det snart blevet geni i intellektualitet og skabelse. Vi har set, hvilken kolossal forskel udviklingen her har skabt mellem dyr og mennesker. Men i forholdet til de levende foreteelser, næsten, hvilket vil sige medmenneskene og dyrene, lever de endnu i et mørke, der stammer helt tilbage fra dets dyriske oprindelse. Det er her let at se, at det, der er tilbage for udviklingen at fuldkommengøre, er denne menneskets endnu ufærdige tilstand i forholdet til dets næste. Og det er lige så soleklart, at før mennesket bliver lige så intellektualiseret på dette sit forhold til det levende, som det nu er blevet intellektualiseret med hensyn til de døde ting eller i forholdet til materien, kan det umuligt her på dette felt høste en tilsvarende lykke og velsignelse som den, det for længst har høstet i sit forhold til den fysiske materie.
      Hvad vil udviklingen da forvandle i dette menneskenes endnu ufærdige felt? Udviklingen vil frigøre mennesket fra den tunge byrde at skulle opretholde sit liv i kamp mod fjender, at skulle opretholde sit liv ved at dræbe, at skulle leve i angst og frygt for andre væsener, at skulle leve i frygt for døden. Denne tunge byrde, som i dag tynger menneskene til jorden og befordrer en mangfoldighed af lidelser, ja ligefrem helvede eller ragnarok, skal selvfølgelig ligeledes fjernes fra menneskets daglige liv, ligesom den tunge byrde, det var at arbejde med den fysiske materie, nu i kraft af teknik, videnskab og maskiner er blevet fjernet fra menneskenes fysiske ryg og hænder.