30.6 Man er afsporet fra Livets Kongevej, når man ikke elsker sin næste. Universets grundtone er kærlighed
Alle former for ulykkelige skæbner med sorg og lidelse, depression og livslede er således virkningerne af den side af kainsmentaliteten, der befordrede det onde.
Det er livets egen bekræftelse på, at den der gør det onde, hvilket igen vil sige: ikke elsker sin næste, ikke kan se frit op.
For ham ligger synden for døren.
At man har sorg og bekymring, lidelse og besvær eller rettere sagt, er inde i en mere eller mindre fremtrædende ulykkelig skæbne, er altså et urokkeligt symptom eller kendetegn på, at man ikke er i kontakt med Livets Kongevej.
Man er afsporet fra denne.
Man søger bort fra den.
Den går nemlig ofte meget stejlt opad.
Og det er altid lettere at gå nedad.
Det er denne uvilje mod at gå opad, der får menneskene til at ville undgå at følge kongevejen.
Op til Livets Kongevej grænser der mange småveje, som ikke fører opad, men derimod ud til siderne og i de fleste tilfælde nedad.
Og ser vi nu på menneskenes livsterræn, så ser man, hvordan den store part bevæger sig bort fra kongevejen, er ude på bivejene, der ikke fører opad.
Men disse kortere eller længere omveje, igennem mentale sumpe og dyndterræner eller ulykkelige tilstande uden nogen udsigt til det kosmiske dagslys, fører sluttelig igen tilbage til kongevejen.
Og efter disse skrækkelige biveje, som gik igennem sumpe og dødsterræner, bliver menneskene lykkelige ved at komme tilbage til kongevejen, fordi de netop ser, at den fører opad til højderne, hvor intet lys kan skjules.
Her er der fri udsigt til alle sider.
Og hvad ser man så oppe på disse højder eller der, hvor livets vej passerer hen over det evige livs tinder? –
Her ser man hele universet som Guds stråleglorie, som Guds bevidsthed og væremåde.
Her ser man sin egen udødelighed og sig selv som værende i "Guds billede efter hans lignelse".
Her er man ét med den kærlighed, der er universets grundtone, og i kraft af hvilken hele universet både dets mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos styres.
Her ser man, at Gud ikke er et lokalt væsen, der bor i et eller andet tilsvarende lokalt terræn, men at alle levende væsener er Guds organer, og igennem hvilke han netop er i stand til at åbenbare sig som almagten, alvisdommen og alkærligheden.
Her er det en strålende glæde eller salighedsfornemmelse at være til glæde og velsignelse for alt levende, fordi dette er Guds åbenbaring.
Og i denne mentale tilstand, i denne kosmiske bevidsthed eller i denne kristusmentalitet, er det levende væsen blevet ét med Gud.
Sønnen er blevet forenet med sin Fader.
Han er blevet en livets konge.
Hans krone er "vejen, sandheden og livet".
Fra et foredrag på Martinus Institut, søndag den 18. september 1955.
Første gang bragt i Kosmos 1981 (1).
Tilbage til forsiden
Forrige