Artikelsamling 1

24.6  Selv de største og mest effektive mordvåben kan ikke erstatte menneskets intime indstilling til et forsyn eller Guddommen
I denne krig vil alle materielle beskyttelsesmidler: mordvåben, penge, gods og guld, disse erstatningsmidler for den tabte tro på et forsyn, disse moderne afgudsbilleder, komme til at bestå deres prøve. End ikke atom- eller brintbomber vil vise sig at være tilstrækkelige afløsere af begrebet forsyn eller guddom. Man vil få at se, at ingen som helst fred på jorden vil blive mulig uden igennem et gudsbegreb, en erkendelse af en virkelig guddom. Afguder i form af mordvåben, penge, gods og guld, social position etc. må bringes tilbage til at være noget sekundært i livet, medens erkendelsen af den virkelige, levende guddom, erkendelsen af en logisk verdensstyrelse, erkendelsen af, at alt er liv, og at alt udtrykker hårfin bevidsthedsfunktion, intelligensmæssig skabelse osv. må blive til virkelig kendsgerning eller en kontrollabel videnskab. Kun denne videnskab kan udfri mennesket fra det hedenskab, der baserer livet på materielle foreteelser.