23.6 Hvorfor væsenets nuværende skæbne er et resultat af de sympatier og antipatier, det har udløst i sin væremåde i sine tidligere liv
Når vi nu forstår, at dette oplevende noget i organismen var til, før denne blev dannet i moders liv, og dette ligeledes vil blive ved med at eksistere, efter organismen er ophørt med at være til, bliver det indlysende, at nævnte evige noget kommer til at leve under to tilværelsesformer, nemlig den timelige tilstand eller den tilstand, det oplever igennem den fysiske organisme, og den tilstand, i hvilken det lever uden for denne.
Da erfaringerne bliver til tanker, og tankerne igen er noget psykisk eller åndeligt, hvilket igen vil sige noget, der hører tilværelsen til uden for den rent fysiske oplevelsessfære, dør disse tanker eller den viden, som væsenet har tilegnet sig i et fysisk jordliv, ikke sammen med den fysiske organisme.
Det evige noget eller jeget kan altså tage livserfaringerne eller den viden, det har tilegnet sig, med over i den psykiske eller åndelige tilværelse det oplever, efter at den fysiske organisme er død.
Da erfaringerne omformet til tanke eller bevidsthed skaber sympatier og antipatier for væsener og ting, vil væsenets sympatier og antipatier forvandles for hver serie nye erfaringer, det kommer til at opleve.
Vi får således her forklaringen på, hvorfor væsenerne kommer til verden med højst forskellige sympatier og antipatier.
Da sympatier og antipatier udløser skæbnedetaljer, bliver væsenets skæbne således et resultat af de sympatier og antipatier, dets væremåde og forhold til dets omgivelser har affødt.
Det bliver da her åbenbart, hvorfor væsenet fødes med den eller den skæbne.
Vi har ikke alle sammen opnået de samme erfaringer i tidligere liv og kan derfor heller ikke have den samme viden, de samme sympatier og antipatier i det nuværende.
Vi har heller ikke alle oplevet tilfredsstillelsen af de samme begær og kan da heller ikke være lige mættede i den eller den art livsoplevelse.
De sympatier og antipatier, de begær og længsler, den begavelse og karakter, ethvert væsen fremtræder med i sin fysiske organisme og jordliv, vil altså være afhængig af dets oplevelsesart eller erfaringer i tidligere liv.
Derved forstår man bedre, at væsenet er sin egen skæbnes første årsag, herre eller ophav.
Idet væsenet overlever de fysiske jordliv, får det lejlighed til at opleve virkningerne af alle sine manifestationer, sin fremtræden og væremåde.
Den øvelse, den sundhed, den undervisning og viden, det tilegner sig i det ene liv, kommer det således til gode som talenter i det næste og således fortsættende.
Tilbage til forsiden
Forrige