Artikelsamling 1

5.5  "Den hellige ånd" er det samme som den rene eller fuldkomne fornemmelse af livet
Da "hellig" er modsætningen til alt, hvad der er urent, hvilket i dette tilfælde vil sige alt, hvad der indeholder ufuldkommenheder, og "ånd" er det samme som "bevidsthed" eller "fornemmelsen af livet", vil "den hellige ånd" således være det samme som "den rene eller fuldkomne fornemmelse af livet". Dette vil så igen sige modsætningen til den form for oplevelse af livet, der er fuld af fejl eller ufuldkommenheder, og som ellers er almengældende i de jordiske zoner.
      Da "den hellige ånd" således er det samme som den højeste og absolut sande fornemmelse eller oplevelse af livet, beriger den individet med en tilsvarende allerhøjeste og absolut sand viden om dette eller tilværelsen. En sådan viden, der efterhånden bliver identisk med kendskabet til alle livets førende eller bærende love, sætter i tilsvarende grad det pågældende individ i stand til at være dets egen skæbnes bevidste skaber. Det er således som behersker af alle "grundenergierne", hvilket vil sige: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, udstyret med en bevidsthed, der i harmoni med det guddommelige udsyn "alt er såre godt" kun kan udstråle en altomfattende kærlighed mod alt og alle. Denne bevidsthedstilstand eller "den hellige ånd" bliver i "Livets Bog" også udtrykt som "kosmisk bevidsthed".