45.5 Dåben og nadveren som den symbolske "syndernes forladelse"
Men et væsen med djævlementalitet bliver ikke til en engel eller et færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse ved dåb og nadver.
Disse foreteelser er kun hellige, beroligende, psykiske lægemidler imod stærk anger eller deprimerende samvittighedsnag, syndsbevidsthed og dødsfrygt.
Det samme gælder den symbolske "syndsforladelse", som hos Matthæus er knyttet til nadveren, men ikke nævnes hos de andre tre evangelister.
Denne kan kun være symbolsk, fordi det ikke er ved syndsforladelse, at mennesket bliver til det vise og alkærlige, færdige væsen i Guds billede efter hans lignelse.
Synd er netop ikke "synd" i absolut eller kosmisk forstand.
Det menneskene kalder "synder" udgør kun det uvidende eller uudviklede menneskes fejltagelser eller fejlmanifestationer i væremåde.
Hvordan skulle et menneske komme til kundskab om disse sine fejlmanifestationer, hvis ikke det kom til at opleve virkningerne af disse? –
Hvordan skulle de få denne kundskab ved "syndernes forladelse", eftersom denne jo netop påberåbes at befri mennesket fra virkningerne af dets fejlmanifestationer? –
Hvordan skal nydelsen af kundskabens træ kunne give menneskene evnen til at kende forskel på ondt og godt, hvis væsenet ved "syndernes forladelse" absolut bliver fritaget for at nyde dette træs frugter? –
Hvad er det, vi ser omkring os? –
Er det ikke nydelsen af kundskabens træs giftige frugter? –
Ser vi ikke netop et gigantisk ragnarok eller helvede? –
Er krigens massemyrderi, lemlæstelses- og ødelæggelsesprocesser ikke fejlmanifestationer og virkninger af fejlmanifestationer, altså ond karma der bliver sået, og ond karma der bliver høstet? –
Det ser ikke ud til, at der er noget syndsforladelsesprincip, der her er særligt effektivt.
Men hvordan skulle menneskene i så tilfælde komme til kundskab om, at deres onde væremåde er en ragnaroks- eller helvedesproces grundet på deres endnu uudviklede eller ufærdige tilstand som mennesker? –
Tilbage til forsiden
Forrige