Artikelsamling 1

4.5  Menneskets åndelige funktioner befordres af finere former for elektriske strømme, stråler eller bølger
Men når kærlighed er udtryk for kræfternes virkelige beherskelse, har jordens mennesker et godt stykke vej tilbage endnu at skulle træne sig op til at overvinde de højere grader af energier, før de fornemmer en absolut fri vilje. Disse energier er altså ikke fysiske og udtrykkes derfor også i den daglige tilværelse som "åndskræfter". Disse kræfter er ikke direkte synlige for de fysiske sanser, fordi de vibrerer i svingningsgrader, der er rent mikroskopiske i forhold til de grovere svingningsgrader, de fysiske energier repræsenterer, og til hvilke de fysiske sanser er afstemte. Men selv om disse åndskræfter ikke er fysisk synlige, betyder dette naturligvis ikke, at de er unaturlige eller uvirkelige, tværtimod. De er lige så virkelige som de fysiske kræfter og vil i virkeligheden kunne udtrykkes som en slags højere eller finere form for elektricitet. Dette vil igen sige, at individets åndsfunktioner i realiteten er det samme som en udløsning af tilsvarende højere eller finere former for elektriske strømme, stråler eller bølger. For at det levende væsen kan benytte sig af disse strømme, må det have et antennesystem. Og dette genfinder vi netop i form af dets organisme. Denne udgør i form af hjerne, nervesystem og øvrige organer i virkeligheden et akkumulator- og antenneanlæg opretholdt af et evigt "noget", som jeg heller ikke her har plads til at definere, men som i "Livets Bog" er beskrevet under udtrykket "X1" og som "jeget" i det levende væsen. Denne jegets tilknytning til energierne fornemmes af det levende væsen selv som "tanke", hvilken fornemmelse igen er det samme som livets oplevelse.
      Med hensyn til denne oplevelse, da vil den altså fremtræde desto behageligere, desto højere grad af energi det levende væsen har trænet sig op til at anvende som materiale for dets tanke og dermed for dets vilje. Da vi her på jorden foruden de behagstilstande, jeg tidligere nævnte som udtryk for beherskelsen af den fysiske energi, også finder et utal af ubehagstilstande såsom: krig, mord, drab, lemlæstelse og lidelse af enhver art, vil disse sidste altså være udtryk for, at det jordiske menneske endnu ikke i tilstrækkelig grad er herre over eller kan arbejde med de højeste energier og derfor endnu i tilsvarende grad må være afskåret fra at besidde en total fri vilje. Det, der derfor vil være det store fornødne for disse væsener, er dette at få trænet sig op til, til fuldkommenhed at kunne befordre sin tanke eller vilje med de højeste energier eller åndskræfter.