Artikelsamling 1

39.5  Mikrokosmisk skæbne
Men væsenernes skæbneområde er ikke blot baseret på deres væremåde over for deres medmennesker og øvrige mellemkosmiske medvæsener. Det er i lige så høj grad baseret på deres væremåde over for mikrovæsenerne i deres egen organisme. Disse små væsener hører også med til den næste, man skal elske, som man elsker sig selv. Når dette hidtil ikke er blevet så meget omtalt i verdensgenløsningens vejledning og forskrifter og dermed heller ikke i religionernes påbud, er det fordi, menneskene endnu ikke havde fået tilstrækkelig erfaring eller udvikling til, at de her i dette mikrofelt kunne forstå vejledning eller oplysninger. Og det er egentlig først nu fra det tyvende århundrede og fremefter, at menneskene vil komme til at erkende, at kærlighedsbudet ikke blot gælder dette, at elske sine medmennesker, men også dette, at skabe velsignelse og sund levevis for de mikrovæsener, på hvilke hele vor organismes eksistens beror. Dette er lige så vigtig en karmisk livsbetingelse som dette, at elske sine medmennesker. Men her er jordmenneskene endnu i en altovervældende grad sovende væsener, hvilket bliver til kendsgerning igennem det ocean af sygdomme eller kropslige lidelser, vi bliver vidne til på verdens af syge mennesker overfyldte hospitaler. Her forekommer mere eller mindre ødelagte organismer i millionvis, som læger og sygeplejersker af al kraft søger at råde bod på. At disse sygdomme i værste tilfælde er intet mindre end et helvede for de pågældende organismers ophav er yderligere en kendsgerning.
      Hvordan går det til, at menneskene kan påføre sig selv en så forfærdelig lidelse eller karma? – Det kommer af, at de pågældende mennesker i en alt for ringe grad har skænket deres organisme nogen særlig tanke eller interesse. De tænker ikke på, at den udgør en bolig, et livsrum eller en verden for levende væsener. De tænker heller ikke på, at de selv har det fulde ansvar for denne organismes sundhed og velvære. Man kan overbebyrde denne med mere arbejde, end den er bygget til at kunne tåle; den må da svækkes for til sidst at bukke under. Man kan også opsummere stoffer i den, der hverken udgør mad eller drikke. Man kan underminere den med tobaksrygning, man kan underminere den med alkohol og narkotika, og væsenerne kommer til at gå rundt som rene vrag og svæklinge for til sidst at bukke under for en alt for tidlig død. Ligeledes kan man underminere organismen med en fejlagtig kost, der også kan føre til sygdom og svækkelse. Og her må også nævnes menneskehedens største vildfarelse, at spise animalsk føde. Efterhånden som mennesket udvikler sig til at opfylde kærlighedsloven, at elske sin næste, altså de levende væsener, som sig selv, er det klart, at det ikke samtidig kan være et væsen, der absolut skal slagte og æde de nævnte væsener. Dette bekræftes da også i det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Da Gud havde skabt menneskene, velsignede han dem og sagde: "Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder jorden, og gører eder den underdanig, og regerer over havets fisk og over himmelens fugle og over hvert dyr, som kryber på jorden." Og Gud sagde: "Se, jeg har givet eder alle urter, som give sæd, som ere over al jorden, og alle hånde træer, i hvilke er træers frugt, som have sæd! De skulle være eder til føde" (1 Mos. 1,28-29). Der står aldeles ikke noget her om, at man skal dræbe og slagte dyrene til føde. Jo mere menneskene udvikler sig i human retning, desto mere uegnede bliver de til at kunne tåle den grove, dyriske eller animalske føde. De milliondrab, menneskene således udøver på dyrene, skaber en tilsvarende dødskarma for de i dyredrab og kødspisning implicerede mennesker. Dette vil igen sige, at i samme grad, som de er impliceret i nævnte dyredrab og kødspisning, er de ubeskyttet imod unaturlig død; det være sig i krig, ved overfald, ved ulykke i færdslen, ved bildrab og ved andre forekommende uheldige eller farlige situationer i det daglige liv.
      Som vi her kan se, udløser dyredrabene og kødspisningen to slags skæbner. Da dyrene udgør mellemkosmiske væsener, vil gengældelsen for drabet på disse høre ind under mellemkosmisk skæbne. Da kødspisningens reaktioner forekommer i organismens mikroverden eller indre organer, bliver disse reaktioner eller kødspisningens virkninger at udtrykke som mikrokosmisk skæbne.