Artikelsamling 1

34.5  Livsoplevelsen er baseret på kontraster
Men hvad kan så alle disse kredsløbsprincipper, disse fire årstider, fortælle os. De fortæller intet mindre end det evige livs eventyr. De fortæller ganske vist direkte om liv og død, men de fortæller også, at liv og død er de to kontraster, som oplevelsen af livet må opbygges af. Var der ikke disse to kontraster, ville ingen som helst form for livsoplevelse kunne finde sted. Og da ville en evig død ruge over vandene i stedet for Guds evige ånd, hvilket vil sige Guds evige bevidsthed. Til en hvilken som helst oplevelse skal der absolut kontraster eller modsætninger. Uden modsætninger vil enhver form for sansning være totalt umulig. Hvad skulle der netop være at sanse, hvis ikke modsætningerne eksisterede? Alt, hvad vi oplever eller sanser, er modsætninger til andre ting, vi har oplevet. Det, der ikke har modsætninger, eksisterer ikke for sansning. Derfor må der eksistere lys og mørke. Og derfor må der lige så vel eksistere det såkaldte "gode" som det såkaldte "onde". Det er altså de kontraster, af hvilke livet skabes.
      Men årstiderne viser os ikke blot disse kontrasters nødvendighed for at skabe livsoplevelse. De viser os også, hvilken kombination disse to kontraster skal være i, for at livet kan folde sig ud. Ser vi f.eks. på nord- eller sydpolsegnene, ser vi følgerne af en alt for overvældende fremtræden af mørkets og kuldens kontrast. Og vi får kun is og sne og atter is og sne. En evig dødbringende tilstand. Ser vi på ækvator, ser vi en alt for overvældende kontrast af lyset og varmen. Det er rigtigt, at der mange steder ved jordens ækvator er en altovervældende frodighed, men der skal kun nogle få varmegrader lægges til, og ækvatoregnene ville være et dødbringende, altopbrændende ørkenterræn. Det skyldes jo i virkeligheden kulden andre steder fra, at der overhovedet kan blive regn og dermed vegetation i ækvatorzonen, ligesom det skyldes varmen andre steder fra, at der overhovedet kan blive sne ved polerne. Således ville jorden være ganske uden manifestation af liv, hvis den ene af de to kontraster totalt manglede.