27.5 Dødssejlads, skibbrud og redningsveste på livsoceanet
Men da der til livsrejsens store mål, "paradiset", hvilket igen vil sige "den store indvielse" eller det færdige menneske i Guds billede, kun fører én eneste absolut kurs, vil enhver afsporing eller fejlkurs føre væsenerne ud til livsoceanets stormcenter og voldsomme brændinger imod klipper og skær, hvor de rejsendes fartøjer: organismer og normale skæbner knuses og sønderslås, og deres indehavere eller ophav lider dødbringende skibbrud.
Fartøjerne støder sammen med andre havarerede fartøjer, og voldsomme ulykker og lidelser opstår.
Vi er her i de ulykkelige skæbners domæne eller i selve livets virkelige "helvede".
Men midt i dette ragnaroks mørke eksisterer der dog trods alt lyspunkter.
De rejsende er udødelige væsener og kan således i sig selv ikke tilintetgøres, selv om deres fysiske fartøj, den fysiske organisme, er gået til grunde.
De er nu i kraft af deres udødelige jeg og den hertil knyttede evige overbevidsthed og øvrige psykiske struktur hævet over de af materien skabte dødelige organismer, som allerhøjst kun kan udgøre deres midlertidige livsfartøj.
Denne væsenets udødelige psykiske struktur er ligesom en slags redningsvest på livsoceanet.
Ved hjælp af den bliver enhver skibbruden til sidst ført frelst ud af krisen og mørkets domæne.
Denne psykiske del af væsenets struktur kan ikke ødelægges ved fysiske storme og brændinger.
Ved hjælp af den kan væsenet leve på det psykiske plan, indtil det igennem det evige livsprincip, der også kendes som reinkarnationsprincippet, igen får en ny fysisk organisme og dermed et nyt fysisk livsfartøj og kan sejle videre på livshavet.
Men det ny fartøj er ingen garanti for, at man kan nå målet med det og komme ud af stormcentret eller den livsfarlige brænding.
Hvis det nye fartøj ikke er bedre udstyret med orienteringsinstrumenter og apparater, ved hvis hjælp kursen eller positionen til enhver tid kan erkendes, vil man stadig havarere.
Man vil stadig få sit fartøj knust ved havari og ikke ved alderdom eller slitage, som burde være den eneste årsag til udskiftning af fartøjer.
Man må således unaturligt tit eller ofte bygge nyt fartøj, skabe en ny organisme.
Og ser man ikke, at de nye fartøjer undertiden løber på ødelæggende skær og knuses i selve starten, ja, kommer end ikke engang ud af havnen, før de ødelægges.
Hvad mener man om en moder, der begår fosterdrab, ødelægger sit lille barns organisme eller livsfartøj, medens det endnu ufærdigt ligger i havn ved sin moders hjerte?
Denne havn skulle jo være den største beskyttelse for det lille væsen, der endnu ikke har sit livsfartøj færdigt.
Hvordan skal en sådan moder og en her i dette drama medskyldig fader, der ved denne deres handling styrer deres eget livsfartøj lige ind i livsoceanets stormcenter, gå fri af dettes rædsler? –
Ser vi ikke netop, at de levende væseners livsfartøjer bliver ødelagt og lemlæstet i alle aldre? –
Næsten ingen af livsfartøjerne når frem til at måtte udskiftes ved alderdom og normal slitage.
Så gamle bliver fartøjerne ikke.
De løber allerede længe forinden på grund og knuses.
Ser vi ikke netop, at den store part af de nulevende jordiske menneskers fysiske organismer, altså deres livsfartøjer, er havarerede ved sygdomme, unaturlige forkalkninger, stendannelser, modtagelighed for smitsomme sygdomme, samt andre former for svækkelse etc., rent bortset fra den sabotage væsenerne i deres dødsrædsel og panik selv afstedkommer på hinandens fartøjer i form af krig, mangfoldiggørelse af evnen til at myrde, lemlæste og ødelægge, ligesom havesyge, jalousi og forfængelighed også forgifter og forpester skæbnerne.
Er ikke alle i krig med alle? –
Alle er inde i fejlagtige kurser, og alle må derfor lide skibbrud.
Livsoceanets stormcenter og brændingsområder er ikke lydløse.
De er hjemstedet for dødsrallen, gråd og tænders gnidsel til et akkompagnement af eksplosioner og sammenstød af livsfartøjer, der knuses og går under.
Tilbage til forsiden
Forrige