26.5 Den sande årsag til frygten i verden, eller hvorfor man ser splinten i sin næstes øje, men ikke bjælken i sit eget
Hvor mange mennesker, tror man, er en virkelig saglig og retfærdig dommer i bedømmelsen af deres eget væsen over for andre væsener? –
Det er i alt fald endnu kun en meget lille procent.
Har De nogen sinde stillet Dem til forhør hos Dem selv? –
Har De prøvet at finde ud af, hvordan De ville behandle en meget graverende og nedsættende viden om et andet menneske, som De eventuelt kom i besiddelse af? –
Er De sikker på, at De har overvundet den almengældende trang til at bringe en sensation videre til andre mennesker, ja ganske uden at have fået den efterkontrolleret og bekræftet som sandhed eller virkelighed.
Selv om De måske ikke synes om at fortælle denne nedsættende nyhed til alle og enhver, tror De så, at De kunne lade være med at fortælle den til et menneske, som er Deres ven eller fortrolige? –
Kan De ikke det, så er De allerede ude på skråplanet, så er De et farligt menneske for Deres medmennesker.
Så har De allerede sat en mordbevægelse, et livsglædeattentat i bevægelse over for den person, der er objektet for Deres bagtalelse.
Hvor farlig denne bevægelse skal blive for nævnte væsen, vil altså være afhængig af, hvor mange "fortrolige" venner, De har ladet nyheden gå til, og hvor mange "fortrolige" venner disse igen har ladet nyheden gå til.
Hvorfor skulle disse betroede venner ikke ligesom Dem selv lade nyheden gå videre til deres "fortrolige" venner? –
Og tror man ikke, at denne nyhed hos den største part af disse "fortrolige" venner vil blive fortalt vidt og bredt, og at det kun er i enkelte særlige tilfælde, at den træffer væsener, der begraver den i sit hjerte for ikke at komme til at gøre et andet menneske fortræd? –
De ser her, hvor knivskarpt De må analysere Dem selv for at få en retfærdig dom.
Men er det ikke netop her, således som Kristus har sagt: "Men hvi ser du skæven, som er i din broders øje, men bjælken i dit eget øje bliver du ikke var?" –
Vi er her kommet til den sande årsag til frygten i verden og dermed til årsagen til ufreden, årsagen til sygdommene, depressionen og manglende livslyst.
Det er altså menneskets eget væsen, der er den virkelige årsag til dets ufred, ulykke og lidelse.
Det repræsenterer altså en væremåde, der slet ikke kan være livets mening, en væremåde der er dødbringende eller morderisk.
En sådan væremåde kan ikke udgøre udviklingens store slutfacit "Mennesket i Guds billede".
Tilbage til forsiden
Forrige