23.5 Det evigt oplevende og skabende jeg bag organismen og legemet
Da man netop ikke med materieanalyser i mål og vægt, i gram eller kilo, i højde og bredde etc. kan bevise noget, der ikke er skabt, kan man således ikke med nogen materialistisk videnskab bevise eksistensen af den førnævnte skaber, som umuligt kan være skabt og høre til tids- og rumdimensionelle foreteelser.
Hvis skaberen eller ophavet til skabelse selv er skabt, måtte der forud for denne skabelse have været en tid, hvor denne skaber ikke var til.
Hvem skulle da have skabt skaberen? –
Han måtte da være fremstået af intet.
Men da noget ikke kan komme af intet, ligesom noget heller ikke kan blive til intet, må skaberen evigt have været til.
Vi bliver derved vidne til to ting i selve livsmysteriet, nemlig det skabte, der igen udgør det timelige, det tids- og rumbestemte, det der er begyndelse og afslutning underkastet og derfor har mål, vægt og alder, og noget der ikke er skabt og derfor hverken kan have alder, mål og vægt.
Noget, der var før skabelsen og derfor ikke er skabelse underkastet, må som følge heraf være evigt eksisterende.
Dette evige noget er altså det tænkende, skabende og oplevende i ethvert levende væsen.
Det levende væsen består således af dette evigt tænkende, skabende og oplevende noget, som vi ubevidst har vænnet os til at udtrykke som vort "jeg", og dernæst består det af dets organisme, der udgør "det skabte" og derfor er begyndelse og afslutning underkastet og derved kommer til at fremtræde med alder.
Tilbage til forsiden
Forrige