Artikelsamling 1

21.5  "Kundskabens træ" og "livets træ"
Med hensyn til det jordiske menneske er det altså gået så meget op i materien, at det er blevet ét med denne. Det har mistet sin "kosmiske bevidsthed" eller sit kendskab til selve "det levende". For at få dette kendskab til "det levende" tilbage, må det nu til at spise af "livets træ", ligesom det, for at få kundskab om materien, om "godt" og "ondt", måtte spise af kundskabens træ.
      Hvad er dette, at spise af "livets træ"? – Det er at udvikle eller tilegne sig kundskaben om selve "det levende", kundskaben om "jeget", kundskaben om det, der behersker materien, kundskaben om skaberen eller det viljeførende "noget" bag alle ydre manifestationsformer, såvel bag naturen som bag "det levende væsen". Vil denne tilegnelse af viden om "det levende" ikke være det samme som at nyde af "kundskabens træ"? – Nej, det vil det ikke. Man kan nemlig i al evighed blive ved med at søge kundskaber om materien og får derved kun kundskaber om materien. Man kan blive ved med at iagttage så og så mange lysår ud i verdensrummet uden at komme til nogen ende og uden at komme til nogen kundskab om sit "jeg", så længe man kun tror på eller fatter mål- og vægtfacitter. Nydelsen af "kundskabens træ" giver således mål- og vægtfacitter, men den giver ikke noget udtryk for udødelighed. At en ting repræsenterer den eller den umådelige afstand eller vejer så eller så meget, har den eller den konsistens, beviser ikke, at det levende væsen har en evig tilværelse. Så udødeligheden eller kundskaben om livet kan umuligt tilegnes igennem den blotte og bare kundskab om materien. Den gør bare individet til "ét med materien" og dermed til "ét med den kosmiske bevidstløshed" eller den "død", der blev bebudet som en følge af "syndefaldet".
      Der skal altså en helt anden slags facitter til end dem, der udgør "æbler" på "kundskabens træ", nemlig de facitter, der er at udtrykke som "æbler" på "livets træ". Disse facitter har intet med mål og vægt at gøre, men fremtræder derimod som identiske med alle de foreteelser, der udgør kendetegn på liv. Og de udtrykkes i åndsvidenskaben eller i mit hovedværk "Livets Bog" som "livsytringsfacitter". På disse facitter kan der lige så godt opbygges videnskab, som der kan opbygges en videnskab på mål- og vægtfacitter, men forskellen bliver, at man i det ene tilfælde analyserer materien, der igen er det samme som "døden", medens man i det andet tilfælde analyserer "jeget" eller livet. Frugterne af "kundskabens træ" fører altså væsenet imod "døden", medens frugterne af "livets træ" fører væsenet imod "livet".
      Og nu er jordmenneskene altså kommet dertil, at de kulminerer i viden eller videnskab om materien. De er blevet sådanne eksperter i "dødens" manifestationer, at de er ved at være mætte af denne tilstand, ja de føler ligefrem lede ved den i større eller mindre grad, opfatter den som "helvede" og råber efter en "varig fred".