17.5 Det autoriserede forretningsprincips totale fallit
At en civilisation, der er baseret på autorisering af et sådant tyveri og bedrageri, næsten udelukkende betinger, at dens individer må være "tyve" og "bedragere" og i samme omfang ligeledes må bestå af "bedragne", "bestjålne" eller "udplyndrede", er naturligvis en selvfølge.
Ja, er ikke en overordentlig stor del af skoleundervisningen og opdragelsen netop baseret på at dygtiggøre de enkelte individer i dette som "forretning" camouflerede "autoriserede tyveri- og bedragerisystem"? –
At en sådan civilisation og kultur umuligt kan bestå, men må opløse sig selv i krig og lemlæstelse, fornedrelse og undergang er vel ikke vanskeligt at fatte? –
Og er det ikke netop en kendsgerning, at kultur på kultur er gået under, alt efter som nye og mere genialt udtænkte og opfundne metoder i dette bedragerisystems favør opstod og satte sine ophav i stand til at slå det bestående samfunds kultur ud? –
Taler ikke talrige ruinhobe verden over om fortidens ødelagte storbyer og for længst hensmuldrede kulturer? –
Og hvad er det, der sker for vore øjne i dag? –
Synker ikke den højeste og mest moderne kultur, der endnu nogen sinde har eksisteret på jorden, i grus? –
Er verden ikke i øjeblikket udtryk for den herskende udfoldelse af virkningerne af det autoriserede "forretningsprincips" totale fallit? –
Er det ikke netop fornemmelsen af at være genstand for den allerhøjeste form for "uretfærdighed", der som en uimodståelig orkan stormer hen over jorden og med den allerhøjeste anspændelse af genialitet udløser alt, hvad der kan udtænkes af dræbende, myrdende og lemlæstende foreteelser? –
Intet er mere helligt og ukrænkeligt.
Hævn, hævn og atter hævn over og udslettelse af "forbryderne" er det store almene ønske.
I alle lejre, i alle kredse, på alle slagmarker eller krigsskuepladser råber menneskene på straf over "forbryderne", hvilket vil sige modstanderne.
Kun én eneste stor følelse behersker menneskeheden af i dag, nemlig: "martyrfornemmelsen", fornemmelsen af at være genstand for blodig uretfærdighed.
Hvem af stridende parter vedgår sig at være besjælet af nogen anden ånd, indstilling eller erkendelse? –
Hvem af stridende parter råber det ud: "Jeg har fejlet, jeg vil nu gøre alt det godt, jeg har forbrudt, jeg vil erstatte alt det, jeg, ganske vist med myndighedernes og civilisationens beskyttelse og autorisering, har stjålet og bedraget andre væsener for?" –
Ingen. –
Kun "sejrherren" kan tvinge "den besejrede" til en erkendelse af ydre kapitulation, men "martyrfornemmelsen" hos "den besejrede" kan ingen materiel magt eller terror bringe til at kapitulere.
Følelsen af at være uretfærdigt behandlet af modstanderen vokser i samme grad, som der gøres forsøg på ved tortur, straf eller ydre magtmidler at tilintetgøre den.
Og vi er her kommet til den største form for magt, der overhovedet findes i universet, en magt over for hvilken alverdens sprængstoffer og mest geniale dræbende midler, hemmelige og åbenlyse våben uundgåeligt må kapitulere.
Denne magt er "sindets" magt.
"Sindet" er således en udøvende, altbesejrende hemmelig magt bag våbnene.
Tilbage til forsiden
Forrige