16.5 "Skaberen" bag "det skabte"
Det er altså dette levende, viljeførende "noget", der udgør "skaberen" bag "det skabte".
I modsat fald måtte det være "det skabte", der frembringer "skaberen", hvilket jo er hundrede procent i strid med kendsgerningerne eller virkeligheden.
Der skal en bygmester til at skabe et hus, der skal en bager til at bage brød, ligesom der skal en digter til at skrive digte.
Intet kan blive til af tilfældigheder eller kaos.
Kun et stærkt planbegærende, viljeførende "noget" kan omdanne tilfældigheder og kaos til planmæssighed eller logisk organisation.
Det er denne organisation, vi udtrykker som det skabte.
Og til en sådan organisation hører netop det levende væsens organisme.
Og dennes organisator udgør altså det, vi kalder "jeget" eller "ånden".
Og det er anelsen om eller håbet på denne "ånds" tilstedeværelse og udødelighed, der særligt dukker frem i individets fysiske dagsbevidsthed igennem "langfredagsprincippet" eller i fornemmelsen af, at det skal til at "dø".
Det er denne "ånd", det mere og mere bliver vænnet til at overgive i Guds varetægt, hver gang dets fysiske organisme nødvendigvis igen må blive til den "jord", af hvilken den er kommet.
"Langfredagsprincippet" er således "dødsprincippet" eller tilbagegivelsen af organismens materie til jorden.
Det er jegets eller "åndens" adskillelse fra den fysiske organisme.
Denne adskillelse finder sted i kraft af det overalt i naturen forekommende kredsløb.
Uden denne adskillelse ville det levende væsen aldrig nogen sinde blive i stand til at opleve sin guddommelige suverænitet som materiens og livets absolutte herre.
Hvis ikke det fik oplevet sit liv uden for den eller den art materie eller grundenergi, måtte det evigt forblive i uvished om sin udødelighed, sit jegs sande natur som en gnist af Guden.
Tilbage til forsiden
Forrige