Artikelsamling 1

13.5  Sygdomme skyldes manglende kærlighed til mikrokosmos
Ved enhver sygdom eller ved ethvert rent kropsligt eller legemligt onde er De altså genstand for noget ubehageligt, der bryder ind i og forstyrrer Deres ellers så gode velvære. Dette ubehagelige viser Dem, at der er felter i Deres liv eller skæbne, hvor De ikke høster velvære. Men når De ikke høster velvære, men derimod ubehagelighed, må der være felter i denne Deres skæbne, hvor De har "sået" disse ubehageligheder, hvor skulle disse ellers stamme fra? – Man kan ikke så rug og af denne sæd høste hvede. Man kan ikke ved at manifestere betingelserne for ubehag opleve behag. Denne oplevelse kan naturligvis kun udløses ved at manifestere de betingelser, der fremkalder behag. At De selv har udløst de betingelser, hvoraf Deres nuværende eventuelle sygdom eller forstyrrelse af Deres velvære er fremkommet, er i de fleste tilfælde Dem ganske ubekendt. De er kun dagsbevidst i, at De er blevet genstand for ondet eller sygdommen og henvender Dem i Deres kvide til en læge eller til et væsen, De mener, der kan råde bod på Deres lidelse. Og det er naturligvis det eneste rigtige. Der, hvor De ikke selv kan magte Deres sygdom, må De selvfølgelig henvende Dem til de kapaciteter, der har mulighed for at hjælpe Dem. Men det betyder naturligvis ikke, at disse kapaciteter til fulde er i stand til at hjælpe Dem, selv om de må betragtes som Guddommens udstrakte hjælpende hånd og i mange tilfælde kan råde bod på miseren.