20.44 Den tredje mentale enhed er en tilgivelsespsyke
Livet har altså et langt højere og skønnere ideal end netop dette at gøre væsenet til en stabil "forsvarer", til en dygtig "frihedskæmper" i et overfaldet land.
Det vil gøre alle væsener til "stabile" "tilgivere" af deres næste.
Det er denne "tilgivelsespsyke", der er den tredje mentale enhed, og som nu begynder at blive det største ideal i den jordmenneskelige mentalitets højeste intellektuelle sfære.
Hvis dette ikke netop var tilfældet, til hvad nytte så de overleverede religiøse urokkelige kerneidealer og åbenbaringen af verdensgenløserens væremåde som historisk kendsgerning? –
Er det ikke denne tredje mentalitetsenhed, der er den sande "kristendom"? –
Og er det ikke netop "forsvars-" og "angrebsmentalitetens" krigsvedligeholdende moralitet "synd for synd", der er det sande "hedenskab"? –
Hvorfor er det ikke dette hedenskab, præsterne nu i snart tyve århundreder har forkyndt som det verdensfrelsende ideal for menneskene? –
Hvorfor er det ikke den samme juridiske "syndmoral", de tusinder af statsautoriserede præster har doceret fra tusinder af lige så autoriserede kirkers prædikestole igennem århundrederne? –
Hvorfor har millioner og atter millioner af børn i generation efter generation måttet lære udenad skriftsteder som disse: "Den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", "vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", "hævner eder ikke selv i elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaoth" og mange flere? –
Hvordan har en så umådelig åndelig kraft eller ny mental opfattelse kunnet få ørenlyd hos millioner af sjæle i en verden, der jo i forvejen havde et hundredtusindårigt moralsk fundament i form af loven "synd for synd", som senere i "Det Gamle Testamente" blev udformet som "Moseloven"?
Tilbage til forsiden
Forrige