20.43 Kærlighed er den kosmiske retfærdighed
Men vil en sådan afgørelse da være det samme som en virkelig hundrede procents "retfærdighed"? –
Nej, det vil den absolut ikke.
Den kan aldrig i nogen som helst situation blive andet end en "jordisk retfærdighed", hvilket vil sige: et timeligt eller midlertidigt gøren ret og skel parterne imellem, og dermed forberede vejen til udviklingen af en anden og endnu langt større og fuldkomnere "retfærdighed", nemlig "kærligheden".
"Kærligheden" er jo udelukkende den allerhøjeste eller universets egen målestok for pådømmelse af ret og skel, ikke blot alle stridende parter, men også alle levende væsener imellem.
"Kærligheden" er "den kosmiske retfærdighed", hvilket i virkeligheden vil sige, at den er "retsprincippet" i "himmeriges rige".
Når dette rige "ikke er af denne verden", er det netop fordi, det ikke kender til andet retsprincip end "tilgivelse".
Dets eneste brugbare juridiske målestok er den absolutte "kærlighed".
Dets højeste moral og den heraf følgende største glæde ved livet er udelukkende dette, "hellere at give end at tage".
Hvordan skulle et rige, hvis indbyggere alle er hundrede procent besjælede af denne ånd og finder glæde og lykke i at tjene sin næste og ofre sit liv for dennes beskyttelse, hvis det skulle blive nødvendigt, være andet end netop – "himmeriges rige" eller kærlighedens sfære? –
Er det ikke netop lige så selvfølgeligt som et rige, i hvilket den højeste målestok for moralitet er "øje for øje og tand for tand", hvilket igen vil sige, at enhver begået "synd" må betales med en tilsvarende "synd", ikke kan være et "himmeriges rige", ikke kan være en "kærlighedens sfære", men stadig må være en "syndens sfære", et rige i hvilket krigen umuligt kan høre op? –
Medens "angrebs-" og "forsvarsvæsenerne" tilsammen således udelukkende kun kan danne et rige, hvis retsbegreb eller højeste "retfærdighed" er "synd for synd", er "himmeriges rige" altså en bevidsthedssfære eller mental fremtræden, i hvilken det højeste retsbegreb er "tilgivelse for synd", "kærlighed for had".
At det sidste rige lige så selvfølgeligt må blive "fredens" sfære, som det første rige må være "krigens" hjemsted og fundament, er her synligt som en urokkelig kendsgerning for den udviklede forsker.
Tilbage til forsiden
Forrige