Artikelsamling 1

7.4  Livets Bog og især Fortalen har vakt en vis indignation og intolerance
Med disse her skildrede kendsgerninger for øje, havde jeg ikke lov til at forvente andet, end at den samme tradition: "De første skulle blive de sidste", også ville komme til at gøre sig gældende over for "Livets Bog". Og jeg var da også klar over, at det gjaldt om at skabe nævnte bog således, at der blev så lidt næring som muligt for de omtalte primitive væseners lavere tendenser. Men i kraft af bogens omfang og indhold af store analyser, og i kraft af, at jeg ikke havde ret til at skjule, at jeg er min egen kilde, har jeg naturligvis ikke helt kunnet undgå at mærke svage reflekser fra disse væseners indignation eller intolerance. Det, der navnlig har været en torn i øjet på de nævnte væsener, er netop "Fortalen" i omtalte bog. Jeg har derfor, før jeg går over til en nærmere redegørelse af Fortalen, ment det gavnligt at fremkomme med ovennævnte oplysninger – ikke for at gøre ondt for nogen, men absolut udelukkende for at vise det værdiløse i de intolerante væseners fremfærd og derved gøre enhver læser af "Livets Bog" begribeligt, at han ikke behøver at tage til genmæle over for denne, idet den til syvende og sidst vil kaste sine virkninger tilbage på sit eget ophav, og at vi andre derfor kun kan udtrykke den største, sande og rene åndelighed og kærlighed ved at "vende den højre kind til, når vi bliver slået på den venstre", og i kontakt med livet i vor stille bøn udtrykke "Fader, forlad dem, thi de véd ikke, hvad de gør".