5.4 Menneskene har forestillet sig "djævelen" og ikke Guddommen som ophav til "det onde", men "mørket" er lige så uundværligt og guddommeligt som "lyset"
Da ufuldkommenhed altid sluttelig må resultere i "ubehag", medens fuldkommenhed sluttelig absolut vil afføde "behag", har jordens mennesker allerede længe skelnet mellem de to former for udfoldelse af den guddommelige ånd, men naturligvis i stor udstrækning uden at ane, at de var udløsning af den samme kilde.
Ja, de har endog i samme udstrækning forestillet sig et særligt ophav til ubehagsudfoldelsen og ikke tænkt sig Guddommen som det sande ophav til denne.
De har derfor udtrykt ubehagsudfoldelsen som "det onde", og det tænkte ophav til denne som "djævelen".
Men denne forestilling skyldes altså et for lidt udviklet overblik over de absolutte kendsgerninger, der som omtalt udviser, at "mørket" så vel som "lyset" er lige store uundværlige betingelser for al skabelse, for al oplevelse af livet, og derfor udgør nøjagtig den samme absolutte velsignelse for de levende væsener; og at tilværelsen i sin kosmiske analyse er baseret på den højeste grad af kærlighed.
Som følge af disse ovennævnte omstændigheder er det blevet en gammel tradition for mange mennesker kun at anerkende behagsudfoldelsen af den guddommelige ånd som "Guds ånd".
Alle øvrige foreteelser er af de samme mennesker blevet udtrykt som "mørke magter", "djævelens værk" osv.
Men selv om man har skelnet mellem "lys" og "mørk" ånd, har man dog ikke direkte fattet den guddommelige ånd i de daglige fysiske foreteelser, men kun fattet den i de grader af dens udfoldelse, hvor den fremtræder som den højeste sjælelige inspiration eller kraft for manifestationen af de ædleste sjælelige bevidsthedstilstande, og som sådan udtrykt denne som "den hellige ånd".
Tilbage til forsiden
Forrige