Artikelsamling 1

44.4  Hovedoplysningerne i Kristi genkomst eller kristendommens fortsættelse
Menneskesønnen betyder hans guddommelige budskab; det vil altså komme til syne på alkærlighedens guddommelige bevidsthedssfære med kraft og megen herlighed. Hvad er det for en herlighed i dette Kristi budskab, der er en intellektualiseret fornyelse af hans uintellektualiserede budskab for omtrent to tusinde år siden, der skal åbenbares? – Denne herlighed er kosmisk videnskab, der afslører som kendsgerning: Guds eksistens, de levende væseners udødelighed, væsenernes reinkarnation eller genfødelse, mørkets eksistens som en livsbetingelse for væsenernes oplevelse af lyset og deres kommende fremtræden som mennesket i Guds billede efter hans lignelse, Guds primære bevidsthed og Guds sekundære bevidsthed, livets kosmiske spiraler, mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos som levende væsener, alkærligheden som verdensaltets grundtone, væsenernes identitet med Guddommen, tiden, rummet og evigheden, ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret – alt er såre godt. Dette er hovedoplysningerne i Kristi "genkomst", der altså er det samme som kristendommens fortsættelse, fornyelse og fuldkommengørelse. Kan menneskeheden tilegnes en større herlighed end denne Guds ånd i bevidsthedsform, i tanker og viden og væremåde?