42.4 Hvorfor det "ikke er godt for Adam at være ene"
Det er ikke nok, at materien er tildannet som skabemateriale for væsenets livsoplevelse.
Væsenet må også tilegne sig en evne til at jonglere fuldkomment med materien.
Men hvordan får væsenet denne evne? –
Allerede Bibelen fortæller noget om denne evnes tilblivelse.
Vi lærer først om Adam, som var i paradiset, hvor alt var fred.
Men der udtrykkes også, at det ikke var godt for Adam at være ene.
Og der står, at Gud lod Adam falde i en dyb søvn og tog et ribben ud af Adam og dannede heraf "Eva".
Nu skal man ikke tro, at denne Adam var et menneske.
Så langt i udviklingen var Adam absolut ikke nået.
Adam var et plantevæsen, der havde udviklet sig fra mineralriget.
Adam var naturligvis heller ikke bare ét væsen, men udgjorde en mangfoldighed af væsener.
Disse væsener var i udviklingen på vej til at blive dyr, dvs. de var plantevæsener, som var seksuelt dobbeltpolede.
De var således endnu ikke blevet til hankønsvæsener eller hunkønsvæsener.
De havde begge polerne, den maskuline og den feminine pol, i balance i deres eget indre.
Væsenerne var således seksuelt eller kønsligt ens.
Og det var denne væsenernes seksuelle ensartethed eller enhedstilstand, der mentes med ordene: "Det var ikke godt for Adam at være ene".
Det var således ikke godt for adamvæsenerne at være ene.
I denne tilstand kunne Adam eller væsenet absolut ikke komme videre i udviklingen, kunne umuligt lære at kende forskel på godt og ondt.
Men dette kendskab var jo en livsbetingelse, hvis Adam eller væsenet skulle kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.
Tilbage til forsiden
Forrige